Socialdemokratiets skiftende sandheder
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
TILLID: Når danskerne om få uger skal til valg, står et centralt spørgsmål tilbage: Kan du stole på Socialdemokratiet?
Hos Liberal Alliance kan vi give et klart svar: Vi står ved vores politik. Vi taler ærligt om, hvad vi tror på, og vi prøver ikke at skjule vores holdninger bag spin. Socialdemokratiet gør det modsatte - og de er blevet eksperter i det.
Dagbladet Politiken har afdækket, hvordan partiet manipulerede kandidattests ved folketingsvalget i 2022. Rasmus Prehn blev instrueret i at svare “hverken-eller” på spørgsmålet om modtagecentre uden for Europa. Et svar, der gik direkte imod partiets egen politik. Hvorfor? For at virke mere spiselige for flere vælgere.
Men uærligheden stopper ikke der.
Socialdemokratiet lovede før valget et regelstop i den offentlige sektor. Ét nyt bureaukratisk krav skulle betyde, at et gammelt blev fjernet. Men da Liberal Alliance fremsatte præcis det samme forslag i Folketinget, stemte de imod. De forkastede deres eget løfte.
Og når Mette Frederiksen i dag peger på RUC som et problem, fordi mange kandidatstuderende i 2024 kom fra Bangladesh, overser hun belejligt, at det er sket under hendes egen regering. Socialdemokratiets næstformand, Marie Stærke, sad endda i RUC’s bestyrelse og godkendte optaget.
Man kan kalde det strategi, men vi kalder det bedrag. For hvordan kan vælgerne have tillid til politikere, der skifter sandheden ud efter behov?
I Liberal Alliance lover vi ikke alt til alle - vi lover ærlighed. Og ærlighed er netop det, dansk politik mangler.
Når du står i stemmeboksen 18. november, så husk: Tillid skal fortjenes. Det har Socialdemokratiet glemt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.