Coronavirus

Statsminister holder corona-pressemøde om ny variant - følg det live på Nordjyske.dk

Indsatsen for at vaccinere skal styrkes, og flere skal revaccineres ifølge regeringen, som holder pressemøde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde.

NORDJYLLAND:Statsministeriet indkalder til pressemøde onsdag klokken 18 om blandt andet den nye coronavariant Omikron og en styrkelse af vaccinationsindsatsen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- På pressemødet vil regeringen orientere om en styrkelse af vaccinationsindsatsen samt appellere til, at endnu flere tager imod tilbuddet om revaccination.

- Herudover vil myndighederne redegøre for seneste status på den nye variant Omikron, lyder det.

Det er ikke forventningen, at det kommer til at handle om nye restriktioner.

Det nye variant er kommet til Danmark fra det sydlige Afrika, hvor den først blev registreret. Der er flere bekræftede smittede i Danmark, og statsminister Mette Frederiksen (S) ventes at give en opdatering.

Omikron frygtes at være mere smitsom end den dominerende Delta-variant. Den er muligvis også mindre følsom over for antistoffer fra vacciner. Der mangler dog officielle data til at be- eller afkræfte disse formodninger.

Der er indført rejserestriktioner for en række lande i det sydlige Afrika som følge af den nye variant.

Sundhedsministeriet har tidligere oplyst, at vaccinationskapaciteten øges i alle regioner, så flere borgere kan få deres tredje stik.

I begyndelsen af december ventes der en plan for, at flere kan blive revaccineret, hvilket Sundhedsstyrelsen anbefaler alle voksne at blive.

Inden længe ventes man at komme tæt på en målsætning om at kunne vaccinere 300.000 borgere om ugen.

Indkaldelsen sker, samme dag som antallet af smittede med coronavirus i Danmark har sat rekord.

Yderligere 5120 personer i Danmark har det seneste døgn fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det er det hidtil højeste for et døgn under epidemien. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden