Stigende priser rammer os hårdt: Jagten på at spare penge er gået ind

Højere udgifter rammer danskerne hårdt, og mange kigger nu efter områder, hvor der kan spares penge 

Inflationen nåede i august måned op på 9,9 procent. <i>Grafik: Jette Klokkerholm</i>

Inflationen nåede i august måned op på 9,9 procent. Grafik: Jette Klokkerholm

NORDJYLLAND:Høje energiregninger og dyrere dagligvarer er en del af hverdagen i øjeblikket, og det er noget, mange kan mærke. 

I en måling, som Megafon har foretaget for TV2 og Politiken, svarede 64 procent af de adspurgte, at de som følge af de stigende priser har skåret ned på forbrug af elektricitet og opvarmning, mens 47 procent angav, at de bruger færre penge på dagligvarer. 

Interessen for at spare er også noget, som cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, kan nikke genkendende til.  

- Vi kan se, at vi får mange henvendelser på, hvordan man kan spare. Det er det store hit i øjeblikket, fortæller han. 

Morten Bruun Pedersen er cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk.  <i>Foto: Forbrugerrådet Tænk</i>

Morten Bruun Pedersen er cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk.  Foto: Forbrugerrådet Tænk

Folk tænker kreativt

Hos Forbrugerrådet Tænk rådgiver man blandt andet om, hvordan man kan spare penge på sit madbudget. 

- Der bliver skruet rigtig meget på fødevarer, for det er der, man måske kan gøre noget umiddelbart ved at bruge de spareråd, vi har, med at lave madplaner, ikke at købe ind for tit og skifte nogle produkter ud med andre, siger Morten Bruun Pedersen. 

Det er ikke kun på forbruget af fødevarer og energi, at cheføkonomen oplever, at folk forsøger at opnå besparelser. Han ser også, at der bliver gået mere kreativt til værks.

- For eksempel er der nogle, der er begyndt at klippe deres børn selv. Der sparer man i hvert fald et beløb, fortæller Morten Bruun Pedersen. 

Man skal tænke sig om

Selvom det giver god mening at spare i øjeblikket, skal man ifølge Morten Bruun Pedersen tænke sig om. For eksempel skal man undgå at skrue så meget ned for varmen i sit hus, at man risikerer skimmelsvamp, og køleskabet skal man også være påpasselig med. 

-  At skrue ned for køleskabet er ikke det bedste. Madvarer skal have de temperaturer, de nu engang skal have. Man kan også tage sådan noget som sidste udløbsdato. Det kan godt være, man kan spise mad et par dage efter sidste udløbsdato for at undgå madspild, men man skal ikke sidde og spise for gammel mad, siger han. 

Morten Bruun Pedersen anbefaler tre områder, hvor der kan være besparelser at hente. Det første område er på energi. Her foreslår han, at man skruer ned for varmen, slukker for lyset og generelt er opmærksom på sit energiforbrug. Det andet område er på mad og fødevarer, hvor han anbefaler at lave en madplan, så man kan undgå madspild og kan spare på indkøb. Det tredje punkt er på transport, hvor man kan overveje at lade bilen stå og benytte sig af offentlig transport eller samkørsel. 

Har du et sparetip, som fungerer godt for dig? Så er vi meget interesserede i at høre det på Nordjyske og måske viderebringe det, så andre kan få gavn af det. Hvis du har en idé, kan du skrive en mail til vnb@dnmh.dk. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.