"Hellerup-uge" i Skagen: Nu går politiet i aktion
Politi og Motorstyrelsen i stor kontrolaktion ved Skagen onsdag
Opdateret kl. 17:51
SKAGEN: Nordjylland Politi gennemfører onsdag middag en stor kontrolaktion i Skagen sammen med Motorstyrelsen og Færdselsstyrelsen.
Det sker, netop som den såkaldte "Hellerup-uge" er i fuld gang, hvor masser af turister fra blandt andet Nordsjælland er strømmet til Skagen, mange i dyre biler.
Rosévinen flyder lystigt, og der festes igennem. Derfor vil Nordjylland Politi blandt andet foretage spritkontroller.
Motorstyrelsen vil samtidig tjekke, om bilerne er indregistreret korrekt og der er betalt de korrekte afgifter.
Lignende kontroller har fundet sted i samme uge tidligere år, og hver gang har politiet fanget adskillige spritbilister, mens Motorstyrelsen også har haft "fangster".
- Uge 29 er midt i ferien, hvor folk fester allermest. Det er en hård uge turistmæssigt, siger politikommissær Jess Falberg, operativ leder hos færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi.
Han konstaterer, at der efter to år med corona-restriktioner nu festes igennem for alvor, og derfor er der god grund til at holde øje med, at alt forløber fredeligt og ordentligt.
Den koordinerede kontrolaktion fortsætter de kommende dage andre steder i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.