Studerende: Hvorfor skulle arbejdsgivere have tillid til at ansætte os, hvis uddannelsesstedet signalerer, at vores faglighed ikke har nogen fremtid?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Når Aalborg Universitet nu planlægger at lukke 12 uddannelser; heriblandt mange kunstneriske, kommunikative og klassiske humanistiske fag, så er det et varsel om, hvad kandidatreformen reelt betyder. Nemlig færre muligheder i Nordjylland.
De planlagte lukninger betyder, at unge får sværere ved at tage en videregående uddannelse tæt på, hvor de bor. Gymnasierne mister lærere i centrale fag som musik og samfundsfag, og regionen mister viden og kultur, der har været med til at holde sammen på lokalsamfundene.
Kandidatreformen blev solgt som en modernisering. I virkeligheden er den en spareøvelse forklædt som reform, der skubber de små, men samfundsvigtige fag ud over kanten. Når man lukker filosofi og samfundsfag i Aalborg, lukker man ikke bare uddannelser, men hele fagmiljøer i Nordjylland.
Alvorligt signal
Samtidig sender det et alvorligt signal til arbejdsmarkedet. For hvorfor skulle arbejdsgivere have tillid til at ansætte os, der bliver uddannet nu, hvis vores eget uddannelsessted signalerer, at vores faglighed ikke har nogen fremtid? Det er en ond spiral, hvor politiske reformer og institutionelle beslutninger undergraver den værdi, som de humanistiske og samfundsfaglige kompetencer faktisk har i samfundet.
Endnu mere bekymrende er måden, det sker på. Studerende og ansatte fortæller om aflyste møder, korte høringsfrister og manglende dialog. Det skaber et dybt tillidsbrud, og det viser, at de, der mærker konsekvenserne mest, får mindst indflydelse.
Jeg håber, det giver stof til politisk eftertanke. For de partier, der står bag kandidatreformen, bærer ansvaret for, at uddannelser nu lukker i Nordjylland. Når vi går til kommunalvalg, håber jeg derfor, at vælgerne husker, hvem der gjorde det sværere at tage en uddannelse i deres egen kommune, og bruger valget til at sende et klart signal til Christiansborg: Nemlig at Danmark ikke kun har brug for humanistiske, kreative, informations- og samfundsfaglige universitetsuddannelser i København og Aarhus, men i hele landet.
Skal Danmark hænge sammen og være i balance, har vi brug for akademiske uddannelser i hele landet, også ved Limfjordens vande.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.