Debat

Tag dine sko af, Jansen

- Jeg vil tværtimod gerne sende en varm tanke til Aalborg Byråd for at være for en gangs skyld lidt mindre politisk "tandløs", også selvom det ikke huer Flemming Jansen, skriver Tina Davidsen.
- Jeg vil tværtimod gerne sende en varm tanke til Aalborg Byråd for at være for en gangs skyld lidt mindre politisk "tandløs", også selvom det ikke huer Flemming Jansen, skriver Tina Davidsen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

REBILDFEST: Kære Flemming Jansen, tag dine sko af, de klemmer ...

Ork jo, du er skam afsløret, selvom du i dit debatindlæg i Nordjyske 8. juli om Rebildfesten, "Aalborg Byråd har kvajet sig i forbindelse med årets Rebildfest", forsøger at gemme dig bag historien om et "finurligt opslag på Facebook, du fristes til at referere" om en mand, der går i for små sko, hvilket, du også skriver i dit indlæg, er tilfældet for politikerne i Byrådet, som har vedtaget en beslutning om at gøre tilskuddet på 400.000 kroner til afholdelse af Rebildfesten betinget af, at der "ikke optræder nogen repræsentanter fra det officielle USA på mødet".

Men jo, du er afsløret, Jansen, tag bare skoene af, de klemmer ...

Jeg vil tværtimod gerne sende en varm tanke til Aalborg Byråd for at være for en gangs skyld lidt mindre politisk "tandløs", også selvom det ikke huer Flemming Jansen, som jeg i øvrigt har den største respekt for, det skal han vide.

Men kære Borgmester Jansen, alt er altså ikke nationalromantisk Morten Korch-hygge, og det er takket være disse "ekstreme venstreorienterede protester", at Danmark ikke er endt som et provinsielt lille slags Korsbæk i Matador (selvom faren lurer lige om hjørnet).

Danmark er en vidunderlig blanding af Morten Korch-hygge og Christiania-fandenivoldskhed og Rebild rummer begge dele.

Det var i 1912, at en gruppe dansk-amerikanske emigranter og immigranter købte 140 tønder land i Rebild for at få det fredet og opstillet som et symbol på det dansk-amerikanske venskabsbånd.

Til dén lejlighed skrev en af vores mest pragtfulde nationalromantiske sangskrivere, Jeppe Aakjær den smukke "Ræbildkantate" med den ikke mindre pragtfulde sang, "Stille hjerte, sol går ned", som ingen dansker kan høre, uden at hjertet græder af lykke og glæde og inderlig kærlighed til det danske hedelandskab i andægtig solnedgang;

"Stille hjerte, sol går ned,
Sol går ned på heden,
Dyr går hjem fra dagens bed,
Storken står i reden".

Jeg elsker den!

Og jeg ved med sikkerhed, at på dét punkt er vi enige, Jansen og jeg.

Måske mindre på et andet punkt, for når Jansen skriver, at "Aalborg Byråds beslutning er en skamplet på demokratiet og et frontalt angreb på en værdifuld demokratisk tradition ... og det endda på en 250-års fødselsdag", ja, så tror jeg, at Jansen glemmer noget, nemlig at det jo netop er, når man demonstrerer og kritiserer og protesterer, at man skaber et vibrerende levende demokrati!

Protesterne mod USA's rablende gale Præsident Trump dette år på 250-års fødselsdagen for afhængigheden er vand i forhold til for 50 år siden i 1976, hvor Rebildfesten blev kendt som en slags "Slaget på Heden", da Teatertruppen, "Solvognen" fra Christiania lavede en historisk protestaktion ved at komme ridende, 37 mand stærk udklædt som indianere midt under Dronning Margrethes Rebild-tale for at protestere mod Vietnamkrigen og USA's behandling af indfødte amerikanere. Politiet slog gevaldigt kækt til med kniplerne og 56 personer blev anholdt.

Protestbandet, "Jomfru Ane Band" skrev en sang om Rebild i '76 med en tekst, vi kunne have sunget dette år ved 250-års fødselsdagen om andre af USA's uhyrligheder:

"Vi husker, hvad I glemmer i jeres frihedsrus. Vi ska' hilse jer fra nogen, de ku' ikke komme selv, indianerne og viet-Cong og de andre, I slog ihjel.
For USA havde fødselsdag den dag og USA har blod på sit flag".

Ej, Jansen tag dine sko af, de klemmer, og så kan du komme med mig ud i sommerlandskabet på en gåtur i bare tæer på det bløde græs, og så går vi på kompromis og synger både Jeppe Aakjær og Jomfu Ane, i bedste demokratiske ånd ...

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden