Takeaway i særklasse, hvis du kan holde tungen lige i munden
Leder man efter gourmet-mad af den luksuriøse slags, så har Restaurant Bühlmann på Scheelsminde i Aalborg noget af det mest eksklusive, man kan få.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:03
Der er takeaway lige til at smide i munden, og så er der takeaway, der stiller krav til "gæstens" egne evner i et køkken.
I forvejen er det nærmest umuligt at lave gourmetmad som takeaway, da det er så svært at pakke nuancer og håndværk ned i en kasse og lade det være op til gæsten selv at færdigtilberede og anrette maden.
Uanset hvor meget vi gør os umage, så ville den dygtige køkkenchef Christian Nurup få ondt i hver en fiber, hvis han så, hvordan vi maltrakterer hans råvarer og ideer. Måske bare på et nuanceplan, hvor kun nørderne regerer. Men alligevel.
1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer
2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre
3 stjerner - Alt i orden – god mad
Første råvare er hummer, der er pocheret og lige får varmen i ovnen, mens tomatsaucen varmes i en kasserolle. Jeg anretter selv efter de udførlige anvisninger og får det til at ligne en million.
Smagen er fuldendt i en ret, hvor det dyreste element, hummeren, nærmest kunne være udeladt. Tomatsaucen er så rig på smag og skarphed fra lidt chili, creme fra legeringen, smag af basilikum og syre på flere plan, end jeg kan tælle. Tomater i alle mulige afskygninger som er friske, tørrede og syltede i blandt andet vanilje (eller måske tonkabønner?)
Så vi får salt og umami fra hummer, syre fra alle tomaterne og sødme fra syltningen. Flot, flot ret.
Næste ret er torsken, som jeg får anrettet sådan her. Det er da meget pænt...
Her er vi ude i en temmelig gennemført ret. Peberrod, rødbede og torsk er fantastiske sammen, og det er ret genialt at bruge saltede, svitsede kapers som det salte element og sennepskorn som det skarpe. Jeg har fået noget lignende før, men dette her er godt.
Det er det møre kalvekød også til hovedretten. Morkelsaucen er dyb og mørk, og den tilhørende svampepuré tilsmagt med trøffel runder smagen af. De syrlige bøgehatte er nødvendige for balance i retten, da resten er jord- og mørke smagsnuancer. Dejlig hovedret og skøn vintermad.
Desserten er en lille lækker sag med hvid chokolademousse inde i en knasende chokolade med bærsauce til. Vi bruger al saucen, og det er lige i overkanten af, hvad det syrlige kan bære, men smagen er stadig rig og kraftig. God afslutning på måltidet.
Vi har holdt igen og "kun" bestilt fire retter til en kuvertpris af 545 kroner. Vi kunne være gået ned til tre retter til 395 kroner og misset hummeren - eller op til 995 kroner og tilkøbt snacks, chokolade og kaviar. Prismæssigt er det i den højere ende, men det er det også i brug af råvarer.
Det gode ved denne måde at spise takeaway på er, at man ikke har travlt. Maden hentes tidligt og er ikke varm på forhånd og skal ikke spises øjeblikkelig. Her kan man gå og hygge om det i løbet af aftenen. Det er opskriften på en dejlig aften, når man nu ikke kan få Christian Nurups egne afsluttende anretninger på tallerkenen.
Et godt råd er at smage på tingene, inden man anretter. Vi havde måske lidt for meget sauce og rødbeder på torsken, og vi behøvede ikke at tømme dåsen med salte kapers ud over det hele eller brug al den syrlige solbærsauce.
Ellers en klar anbefaling til at lade gourmet komme hjem til dig og egne gryder.
Sorthummer med tomat og piment
Torsk med rødbeder og peberrod
Kalvemørbrad med morkler og trøfler
Mousse på hvid chokolade, lang peber og hertil lun solbærsauce
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
