Og fortsætter med at fastholde læseren i et ulidelig febervild spænding ved at berette, hvordan han foran 100 erhvervsfolk har fundet mod som sjældent andre før han, til at indrømme noget, der vil ryste os læsere i vores grundvold. Men så kommer indrømmelsen og spændingen bliver udløst og falder til jorden som en fransk soufflé:

"Som erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus har jeg ikke været skarp nok på balancen i vores erhvervsdækning". Var det ikke andet?

Erhvervsredaktøren fortæller i sin "coming out"-artikel i grunden bare, at han mere eller mindre har tænkt sig at fortsætte i samme spor, altså skrive om de samme mennesker, men blot fokusere mere på de gode solskinshistorier i erhvervslivet, for som han så elegant udtrykker det, så "har Nordjyske i årevis lavet spandevis af god erhvervsjournalistik". Jo, jo.

Det eneste opsigtsvækkende

Nej, det virkeligt opsigtsvækkende havde været, at Nordjyske endeligt havde fået øje på den eklatante mangel i dækningen af nordjysk erhvervsliv, nemlig manglen på at dække alle de små flittige varme hænder, der gør erhvervslivet muligt, de små mennesker på gulvet.

De mennesker som ikke kan slå sig stort op på forsider med alle de millioner, de har investeret i virksomheder og start-up business, men som i samme grad fortjener at komme på plakaten, for de investerer hver eneste dag deres sjæl og deres hjerteblod og de knokler i skyggen uden nogensinde at få en plads i solen eller få artikler i Nordjyske om deres daglige slid og deres ofte hårde arbejdsvilkår.

Hvor mange artikler har Nordjyske skrevet om alle de skønne mennesker, der holder planter og træer og blomster ved lige på Aalborg Almen Kirkegård? Mennesker der hver eneste dag fra tidlig morgen kærligt plejer, klipper, vander, gøder, luger, rydder sne på stierne, lægger gravsten og planter æbletræer eller rosenbuske på gravstederne, som de pårørende bestiller og altid med et kærligt, lunt glimt i øjet og med ansvarsfølelse og arbejdsglæde nok til at tage sig den ekstra tid, det ofte kræver at udvise medmenneskelighed og gøre sit arbejde med sjæl, selvom der bliver skåret i personalet.

Og i alle Aalborgs parker og grønne områder har vi mennesker, der plejer, passer og gør det muligt for os at nyde de skønneste spadsereture eller løbeture i grønne smukke omgivelser, men aldrig har vi hørt fra dem om deres mangel på hænder, om hvor svært det er at nå det hele, for de bliver skåret i personale og skal dække samme mængde arbejde med mindre hænder.

Hvad med alle andre?

Og hvad med de mennesker, der gør rent på offentlige toiletter i byen, på bibliotekerne, i Byrådssalen og som har fingrene dybt nede i skidtet og som aldrig kommer på forsiden i Nordjyske, fordi de har investeret deres knofedt og deres flid.

Eller de mennesker der har ryddet sne for os, de mennesker, som laver vejarbejde i al slags vejr, så lastbilerne kan køre frem og tilbage til virksomheder og fabrikker, de mennesker, der hænger julepynten op og tager den ned igen, de der tømmer skraldespande og samler alt det møg, som folk smider ved siden og uden omtanke for de, der skal samle op og de der vasker numsen på erhvervsmandens mor eller far, når de kommer på plejehjem og der i det travle erhvervsmandsliv ikke er nok tid til besøg.

Jeg savner i det hele taget, at der kommer "spandevis" af god erhvervsjournalistik om de mennesker, der også er en del af erhvervslivet, som gør erhvervslivet muligt, men som ikke ser smarte ud på forsiden af Nordjyske i strømlinet jakkesæt, som solskinshistorie om alle de millioner, de har investeret eller de forretninger, de har startet op.

Jeg savner artikler om nordjysk erhvervsliv hvor vi drager alle de små mennesker frem af skyggen og tilfører dem et lag glasur, så de også kan få lov at stråle af og til.

Jeg savner, at Nordjyske laver portrætter af alle de pragtfulde mennesker, der gavner erhvervslivet, som ganske vist ikke skaber arbejdspladser eller kommer på aktiemarkedet, men som investere deres sjæl og deres hjerteblod og deres slid og flid, selvom de aldrig kommer på plakaten eller kommer til at tjene store aktieafkast.

Men de skaber grundlaget for, at erhvervslivet kan fungere og de skaber byggesten til et samfund som er værd at leve i. Tak til dem!