Træt af dårlig takeaway? Disse syv fastfood-steder kan deres kram
Nordjyskes takeaway-korps anmeldte sidste år rub og stub af de mest populære pizzeriaer, burgerjoints, sandwichbarer og andet hurtigt takeaway i Aalborg. Vi har genanmeldt de bedste, hvis man er til mad, når det skal være hurtigt og nemt - og godt.

Vi genanmeldte de højst bedømte takeaway-steder og fandt disse syv. Foto: Bente Poder
Det er ikke altid, man har timevis til at nyde et godt måltid hjemmebragt mad. Nogen gange er det fint med en hurtig burger, en pizza, en rullekebab eller måske en thaiboks eller blot en sandwich eller lidt tapas.
I 2019 og 2020 anmeldte vi her på Nordjyske en stor del af de mest kendte takeaway-steder i Aalborg. Anmelderne gav op til "6 sodavand", kom frem til to steder med top-karakter og 13 steder lige under til karakteren "5 sodavand".
Nu har vi genanmeldt de bedste og vurderet dem alle inden for deres forskellige kategorier. Her er de syv bedste.
Thai-cousine - Mik Mik

Thai-mad fra Mik Mik er noget af det allermest autentiske i Aalborg. Foto: Bente Poder
Når det handler om thai-mad, så ved redaktør Jakob Frey, hvad han taler om. Rejser til Thailand og en generel thai-radar gør ham til eksperten inden for sit felt i Aalborg.
Hele tre gange bedømte han thai-mad til "5 sodavand" - den næsthøjeste karakter. Da man gik ham på klingen, var det dog stadig Mik Mik i Reberbansgade, der var hans favorit.
Han fik en ret, Mik Mik kalder "Pad Kha Paw - stegt oksekød med basilikum. Lynstegt chili, hvidløg, oksekød, grøntsager og hellig basilikum - retten dufter af Thailand" til 89 kroner.
Retten emmer af kvalitet og hæver sig flere niveauer over meget andet asiatisk mad. Især smagen er så gennemtrængende dyb og autentisk, at man vitterlig mærker de gode råvarer. Ingen fedteri for danske smagsløg - her er thailandsk mad som det SKAL smage.
Og her halvandet år efter første anmeldelse holder Mik Mik standarden. Klar anbefaling.
Pizza - La Bottega

Carlo Liberati holder liv i ilden døgnet rundt i sin brændefyrede ovn. Ud kommer de lækreste pizzaer og brød. Foto: Martin Damgård
Vi kan kun have én pizza på denne liste, og valget falder på La Bottegas, hvor anmelder Carl Emil Nielsen fik den bedste pizza nogensinde og gav "6 sodavand".
Han bestilte en Quattro Stagioni med skinke, mozzarella, champignon, oliven og artiskok.
- Jeg havde bestilt en Pizza 4 Stagioni med skinke, mozzarella, champignon, oliven og artiskok. Der var masser af fyld på, men det betød ikke, at pizzaen blev tung og slatten. Tværtimod holdt den stenovnsbagte bund sig sprød hele vejen i gennem.
La Bottega er indbegrebet af Italien, og de brændeovnsbagte pizzaer er i top-niveau. Man har ikke et utal af muligheder for fyld som på andre pizzeriaer med anden type af standarder. Her får man den ægte vare, og man gør sig selv en tjeneste ved at prøve.
Tit vil man gerne have en rygende varm pizza, og det er ikke altid muligt, hvis den har ligget i en Wolt-varmetaske en cykeltur væk, eller hvis man ikke lige bor nær ved La Bottega.
Så fortvivl ikke, for en kort opvarmning ved mange grader i egen ovn vækker nemt en pizza til live igen.
Smørrebrød - Mortens Kro

Mortens Kro har ubetinget Aalborgs bedste smørrebrød. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Henrik Bo
Mortens Kro har sat nye standarder for smørrebrød i Nordjylland. Slut er det med det "skjulte" smørrebrød, hvor en lille skive rugbrød overdækkes med en tallerkenfuld af det højbelagte. Nu giver hver bid fuld valuta for pengene i smag og håndtering. Man ser, hvad man får, og det kunne anmelder Jacob Andersen opleve ved selvsyn, da han besøgte Mortens Kro for at hente seks "håndmadder" og kom meget begejstret tilbage.
- Hvert stykke er så sirligt lavet, at når man f.eks. spiser tartarmaden, så får man kød, kapers majo og sprød jordskok med i hver eneste bid, og det gør bare, at alle ingredienserne kommer til at stråle sammen. Man får ikke pludselig en bid, hvor man ikke kan smage kødet, fordi man samtidig fik en spiseskefuld kapers gelejdet ind i munden.
- Det er elegant og indbydende og man kan se, hvad det er man putter i munden. Og selv efter kort gåtur og et kvarters kørsel på passagersædet, lignede det en million, da jeg åbnede låget, skrev Jacob Andersen i sin anmeldelse.
Mortens Kro er da også med på smørrebrødsguruen, Ole Troelsøs, liste over de 50 bedste danske steder at spise smørrebrød som nummer 15.
Her på Nordjyske er vi enige. Prøv det.
Burger - Burger Shack

Burger Shack er bare bedst i Aalborg - her er begrundelsen. Foto: Bente Poder
Valg af burger er noget nær religion for nogen, og der er ikke mange ensrettede holdninger til den sag.
Min burger-lærdom formedes i 80'erne og 90'ernes USA, og jeg mener nok, hvordan en burger skal smage. Især har jeg haft en lang ørkenvandring i Danmark op gennem 90'erne og 00'erne, hvor kun Burger Kings Angus kom noget nær det, jeg kendte fra USA.
Siden er masser af burger-barer åbnet, og nogen er lukket igen. Jeg har smagt langt de fleste kæder her i Jylland og også de seneste prisbelønnede, der deltog ved Danmarks Bedste Burger i september sidste år i København. Vinderen fra Kødstandens Burgerjoint i Aarhus smagte jeg på en perfekt dag, hvor smagsløgene stod i zenit. Jeg var imponeret, men ikke ekstatisk. Jeg har også smagt de to andre jyske nominerede, Hungry Dane og Chuck-wagon fra Hjørring.
Men det glæder mig alligevel, at min favorit, Shack Burgeren fra Burger Shack, scorer højst på min kollegas liste over den bedste burger, man kan få i Aalborg.
Regitze Ørnstrup Christensen anmeldte:
- Shack Burgeren indeholder en flammegrillet bøf, cheddar-ost, økologisk frisk tomat, løg og salat. For mig er det alfa omega, at den "klassiske" burger spiller, og det gør den heldigvis. Der er god smag i burgeren og, modsat de to andre, mangler der ikke dressing eller mayo, skrev Regitze Ørnstrup Christensen og gav "5 sodavand".
Jeg kan tilføje, at denne burger også har en røget og metallisk smag fra flammegrillningen, der sender mine smagsløg i himlen. Den har en utrolig balance, og ve den, der smider den syltede agurk ud. Uden agurk bliver en burger tam og kvalm.
Kult-kebab - Sams Barbecue

40D fra Sam's Barbecue er ikke til at komme udenom. Foto: Bente Poder
Vi skal til Sam's Barbecue i Aalborg, der er en klassisk grillbar med både pizza, grillmad og kebab.
40D er én af Aalborgs mest kendte enkelt-retter, og vi sendte vores kollega Kathrine Lykkegaard afsted og bad hende komme med hendes helt uforbeholdne mening om kebab-monstret, der ikke er for de fedt-forskrækkede.
40D er et meget stort pitabrød fyldt med masser af kebab-kød og pomfritter. Jo, her har vi en symbiose af lækkerhed garneret med salat og overhældt med den hemmelige "røde sauce", som ikke kan undværes.
- Pomfritterne er relativt bløde, fordi de jo ligger godt begravet i dressing. Kebabben er krydret godt - og smager som den skal, men det er ikke nogen vild madoplevelse. Brødet er neutralt. Cremefraiche-dressingen smager præcist som den skal - men skiller sig ikke ud i forhold til andre pizza- eller kebabsteder. Og så er der den røde dressing. Den er lidt mystisk for mig, og jeg har svært ved at identificere, hvad den præcist er lavet af. Nok noget tomat- og chili-pasta/puré af en art?
Og hun havde kun ét problem med retten.
- Om det kan tilskrives min egen svage rygrad eller portionens sammensætning og størrelse er svær at sige. Men jeg følte mig alt, alt, alt for mæt bagefter. Det eneste, jeg kunne, var at smide mig på sofaen.
Så vi lander ikke på en topkarakter - men tæt på. "5 sodavand", skrev vores anmelder.
Jeg synes dog godt, man kan bede om at få noget chili på. Det løfter retten op over de "5 sodavand."
Sandwich - Anettes Sandwich

Anettes Sandwich er gennemført godt. Foto: Bente Poder
Det burde være lige til at flække et brød og fylde det med kød og dressing. Men nej, det er, om ikke en videnskab, så i hvert fald et vigtigt håndværk at kunne få et forholdsvist stort brød gjort nemt at bide i og sikre, at ganen ikke flås itu. Dertil skal fyldet ikke falde ud i håndteringen, og dressingen skal stadig give en smag, der ikke overdøves af brødet.
Sådan et håndværk finder man hos Anettes Sandwich i Aalborg, som Mark Russell besøgte og fik en "Capaccio, ruccola og parmesan".
- Ser vi på det samlede smagsindtryk, så har den her sandwich et virkelig godt mix af forskellige smagsinput. Det er trioen – bestående af rucolaen, cappacioen og parmasanen – som spiller hovedrollerne. Men sandheden er, at de tre ikke kunne klare sig uden den udefinerbare hjemmelavede dressing og den himmelske basilikumpesto. Desuden er der point for friske velsmagende gode råvarer og kreativt fyld. Derfor lander vi på "5 sodavand", lød det fra Mark Russell.
Vi dobbelttjekkede bredden på kortet og kunne konstatere, og også den mest populære sandwich, kylling og bacon, har et niveau, der måler sig med de allerbedste, hvor der er nok af det hele til at ramme en smag, der sætter Anettes Sandwich på denne liste.
Tapas - Mums

Tapas kan nemt blive kedeligt. Hos Mums er det smagfuldt. Foto: Bente Poder
Tapas er en meget populær spise og er hverken hurtigt, nemt eller ligetil. Umiddelbart. For min kollega Kathrine Lykkegaard valgte en solskinsdag til at hente takeaway og tage det med i Østerådalen.
- Vi startede begge ud med røget laks, råsyltede løg og dildcreme. Less is more, og retten fungerer lige, som den skal. Vi kunne tydeligt smage, at råvarerne er af høj kvalitet.
- En af min medspisers udvalgte hovedretter var røget okseinderlår med flager af Unika havgus (ost), syltede forårsløg og krydderurte-mayo, og det var en af hendes klare favoritter. Hun beskriver kødet som mørt - og kombinationen af ingredienserne er lige i øjet.
Når man får 12 forskellige tapas, så kan man ikke forvente, at alt er lige i øjet til egne smagsløg.
- Men samlet set var smagsoplevelsen helt i top. Jeg blev mæt, og kvaliteten levede fuldt ud op til den relativt høje pris på 139 kroner. Hele konceptet fortjener ros, og selvom jeg bor i centrum af Aalborg med et hav af takeaway-muligheder lige ude foran døren, bliver det langt fra sidste gang, at jeg besøger Mums i Gug, skrev Kathrine Lykkegaard.
Og vi kan melde, at Mums holder standarden. Der er tale om høj kvalitet hele vejen igennem og retterne bærer præg af masser af smag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.