Tre mænd stjal ældre menneskers punge og hævede penge på deres kort

De tre mænd havde begået bedrageri i hele Jylland og fik alle tre ubetingede fængselsstraffe

Arkivfoto.

Arkivfoto.

Tre mænd blev onsdag dømt for tyveri og databedrageri ved retten i Hjørring.

Mændene har over en længere periode begået en serie af bedragerier, hvor de er gået ind i butikscentre for at spejde efter ældre mennesker, og derefter stjålet deres pung for at hæve penge på deres kort.

Koden havde de enten afluret eller fundet i pungen.

- Retten lagde vægt på, at tyverierne fremstod som begået i forening, og var af systematisk og professionel karakter. Det fremstod som organiseret kriminalitet, siger anklager ved Nordjyllands Politi Malene Lund Andersen.

Sagen har kørt over seks dage, og onsdag blev dommen afsagt.

En 55-årig mand med bopæl i Randers fik et år og tre måneders ubetinget fængsel og blev udvist af Danmark i 12 år. Han havde begået bedrageri for 243.000 kroner. Han ankede dommen.

En 66-årig mand fik 10 måneders ubetinget fængsel og blev udvist af Danmark i seks år. Han havde begået bedrageri for 114.000 kroner. Han modtog dommen.

En 45-årig mand med bopæl i Odense fik et års ubetinget fængsel og en advarsel om udvisning. Han modtog dommen.

Mændene er dømt under paragraf 286 i straffeloven, som er lovovertrædelser af særligt grov beskaffenhed.

Kriminaliteten er begået i hele Jylland, men mændene blev identificeret og anholdt i Nordjylland. De har alle tre siddet varetægtsfængslet siden marts måned.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.