Stormvejr

Trods blæsevejret: Flere færger sejler igen

Nordjylland sluppet billigt fra det voldsomme vejr de seneste dage

Fægen Superspeed1 var en smule forsinket på grund af vejret søndag morgen. Arkivfoto
Fægen Superspeed1 var en smule forsinket på grund af vejret søndag morgen. Arkivfoto

Opdateret kl. 13:57

NORDJYLLAND: Trods det voldsomme blæsevejr de seneste dage, så er Nordjylland tilsyneladende sluppet billigt fra det.

Med meldinger om hård kuling og vindstød af stormstyrke op til 28 meter i sekundet for specielt Thyområdet og Vendsyssel kunne man måske have forudset en masse anmeldelser til politiet om væltede træer, nedfaldne tagsten eller andre stormskader.

Men det er ikke tilfældet.

- Vi har blot fået en enkelt anmeldelse klokken 23.13 lørdag aften om et væltet træ i Frederikshavnsområdet, og ellers har der ikke været flere meldinger i løbet af natten, oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi søndag morgen.

Der meldes dog også om, at politiet har modtaget flere anmeldelser om oversvømmede veje. Anmeldelserne er blevet sendt videre til driftsafdelingerne i de respektive kommuner.

Det samme gælder for Thyområdet, der hører under Midt- og Vestjyllands Politi, lyder det fra vagtchef Jan Nørrum.

Og ovenpå gårsdagens mange aflysninger af færger, så ser det her til morgen ud til, at færgesejladsen til og fra Nordjylland igen er næsten normal.

Kun ColorLine melder om et par timers forsinkelse for SuperSpeed 1, der sejler på ruten Hirtshals-Larvik.

Forsinkelser har der også været for et par af Stena Lines færger. Men Stena Saga skulle være sejlet fra Frederikshavn klokken 10 med forventet ankomst i Oslo klokken 18.

Fjordline har haft en enkelt aflysning - nemlig af færgen fra Hirtshals til Langesund klokken 09.

Og sejladsen med Læsøfærgen bliver også normaliseret. Men først fra klokken 15.

Dagens to første færger klokken 7.40 fra Læsø og fra Frederikshavn klokken 9.45 er blevet aflyst.

Og så ser det ifølge Danmarks Meteorologiske Institut DMI ud til, at vinden aftager i løbet af søndagen.

"Stadig meget blæsende i Nordjylland her til morgen, men vinden aftager dog noget i løbet af dagen. En del byger, men solen vil også kigge frem,️ især i den nordlige del af landet. Vandstanden er høj mange steder langs kysterne.", lyder det fra DMI.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden