Ups: Vandforsyning sendte 530 breve - fik 130 retur
Vandforsyning lærer på den hårde måde at skrive afsenderadresse rigtigt
Hvis du skal sende breve med Postnord, så følg reglerne for, hvordan du skal skrive adresse og afsenderadresse.
Det er den lære, som Egense Nord Vandforsyning må gøre sig efter der mandag i deres postkasse lå 130 ud af de 530 breve, der to uger forinden var sendt ud til medlemmerne for at indkalde til generalforsamling.
Det ærgrede kassereren Jens Riise, som i første omgang savnede en forklaring på, hvorfor brevene var kommet retur.
Han pegede på, at bestyrelsen har brugt lang tid på at pakke brevene og at sætte for ti kroner frimærke på hvert af dem - og at man hvert år bruger tid på at tjekke om medlemmerne, der overvejende er sommerhusejere, har hjemadresse, hvor de plejer.
Vandforsyningen var derfor ret utilfreds med Postnord, da de mange breve kom retur.
- Og helt uden forklaring, siger Jens Riise, der “ikke orkede” at klage til postvæsenet, som han mener saver i den gren, det sidder på.
Hos Postnord melder man dog hus forbi, da man ser brevene fra Egense Nord Vandforsyning, hvor afsenderadressen er skrevet foran på brevet - lidt forskudt for modtageradressen. Den er heller ikke er krydset over, hvilket måske kunne have hjulpet den maskinelle aflæsning.
130 af brevene er altså sendt til afsenderadressen, og derfor er der ikke - som i stakken med breve, hvor adressaten er ubekendt - nogen forklaring på, at de er sendt tilbage til udgangspunktet.
Egense Nord Vandforsyning har godt 800 brugere. Sender e-post til dem, man har mailadresse på, men må altså nu i gang med at gøre tydeligt, hvor brevene skal havne, hvis alle skal have mulighed for at nå at sende forslag til generalforsamlingen, der finder sted i maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.