Sådan lød meldingen søndag eftermiddag. Her trådte partiets politiske leder Sofie Carsten Nielsen frem, og for rullende kameraer og med folketingsgruppen stående bag sig kunne hun slå fast, at gruppen nu står sammen som gruppe, og at der er enighed om, at der skal bruges noget tid på at genopbygge tillid efter et par rædselsfulde uger.

Og ja, rædselsfuldt har forløbet omkring Morten Østergaards sexisme-exit været. Løgne og manglende erkendelser flankeret af magtkampe og beskyldninger om svigt og forsøg på at holde ting skjult har suset internt blandt radikale politikere. Og værst har det næsten været, at giftpilene og dolkene i ryggen er sket med sociale medier som affyringsrampe. Snit og hug og stikpiller leveret med blodig effekt - og så ellers ikke yderligere kommentarer.

Hårdest var angrebet fra Ida Auken, der fra sit otte måneder lange sygeleje på grund af stress gik til angreb på Sofie Carsten Nielsen med voldsomme beskyldninger om fortielser og manglende indgriben. Så var den bredside serveret.

Så blev den nye formand vred og følte sig snigløbet - hun benægtede alt, men pludselig stod det klart, at hun vistnok også havde kendt til Morten Østergaards ulidelige opførsel over for kvinder, når han blev for fuld (ja, man kan undre sig over, at den voksne mand ikke selv kunne se, at den var gal, og dermed blot lod være med at blive så beruset).

Meget kan man sige om de sociale medier, som har været så flittigt brugt i den her konflikt. Men som redskab for håndtering af uenigheder og krisestyring er de helt og aldeles ubrugelige. Tværtimod, i stedet for at gyde olie på vandene har de en indbygget evne til at smide benzin på bålet, fordi alle kan gå ind og tolke, beskylde og svine til uden at indgå i den dialog, som er nødvendig for at få løst en krise.

Medlemmerne af Radikale Venstres folketingsgruppe kan ikke være så naive, at de ikke er klar over det. Derfor er spørgsmålet, om de overhovedet har været interesseret i at løse konflikten på diplomatisk vis, eller om de har set krisen som en mulighed for at positionere sig i forhold til indflydelse og magt på bekostning af andre i gruppen.

Prisen for at deltage i et slagsmål om magten på de præmisser, som vi har set de seneste to uger, kan dog blive høj: Politikerne er ikke selvskrevet til jobbet, men sidder på vælgernes nåde, og med det børnehaveagtige forløb skal man være stærk i den radikale tro for ikke at overveje, hvor krydset skal sættes næste gang.

Måske er det den erkendelse, der nu har fået den radikale gruppe til at finde sammen i fred - så længe det varer.