Van(d)vittigt: Så meget har det regnet på årets første seks dage

Hvis du synes, at det har regnet meget i år, så er det ikke bare dig. Det har regnet meget i år. Virkelig meget

Vejen Bredkjærvej i Vorupør blev oversvømmet efter et kraftigt regnvejr natten mellem 3. og 4. januar. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Vejen Bredkjærvej i Vorupør blev oversvømmet efter et kraftigt regnvejr natten mellem 3. og 4. januar. Foto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Enhver der bare har kigget ud af et vindue i 2023, og måske endda har vovet sig uden for en dør, har vel tænkt det: Det har regnet ualmindelig meget i det nye år. Og det er ikke bare dig, der har en synsning. Det har regnet ualmindelig meget.

Faktisk så meget, at vi har fået en hel måneds regn på mindre end en uge.

Som det kan ses af grafikken, så har de nordjyske kommuner fået omkring 60 mm regn på januars første seks dage - med en lille tendens til, at Vendsyssel har fået mere end resten af landsdelen. Og selv om klimaforandringerne drejer vintrene over mod at blive vådere og markant varmere, end dengang farfar var dreng, så er det voldsomme mængder regn, der er faldet.

Den seneste klimanormal for Danmark, der er et gennemsnit af årene 1991-2020, fortæller, at der i gennemsnit falder 65,3 mm regn. I hele januar.

Det er lige præcis den mængde, som Brønderslev Kommune har fået på mindre end en uge. Det svarer så ikke helt til en fuld januars nedbør i Brønderslev, fordi Nordjylland får lidt mere nedbør i januar, end resten af Danmark gør.

Men det er ikke desto mindre tæt på, at alle de nordjyske kommuner har ramt en hel måneds nedbør på årets første seks dage - og Læsø ligger altså et stykke over.

Den hidtil vådeste januar målt i DMI's arkiver var i 2007, hvor der i gennemsnit faldt 123 mm regn - om 2023 når den rekord er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men vi er allerede halvvejs. Modsætningen var januar i 1996 og 1997, hvor der begge år kun faldt seks mm nedbør over hele måneden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.