Regionsrådsvalg

Wickie vil kæmpe for forebyggelse frem for symptombehandling

Wickie Holm er opstillet til regionsrådsvalget for Veganerpartiet, og med dyrene i centrum vil hun kæmpe for et bedre sundhedsvæsen

Wickie Holm er - udover at være Veganerpartiets spidskandidat til kommunalvalget - også én af to opstillede kandidater til regionsvalget. Arkivfoto: Martél Andersen
Wickie Holm er - udover at være Veganerpartiets spidskandidat til kommunalvalget - også én af to opstillede kandidater til regionsvalget. Arkivfoto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen

NORDJYLLAND: Hun er ikke nordjyde, men har alligevel slået rødder i Nordjylland. Og så kæmper hun - i tråd med Veganerpartiets (G) linje - for dyrenes rettigheder, trivsel og velvære.

Navnet er Wickie Holm, og hun er én af de to opstillingsberettigede kandidater for Veganerpartiet til regionsrådsvalget. Uffe Koch er den anden, men de to er ligestillede.

Wickie er uddannet lastvognsmekaniker og har været soldat, og så har hun også arbejdet som fængselsbetjent.

I dag arbejder hun som freelancer - og det er der en ganske særlig årsag til.

- Dyrene har mere brug for mig, end et arbejdsmarked har. Det, der fylder mest i min hverdag, er kampen for dyrene. Så mit liv er indrettet efter, at jeg altid skal kunne gøre noget for dyrene.

At Wickie Holm er all-in på dyr og deres velbefindende, skal man ikke snakke med hende længe for at forstå.

Regionsrådsvalg 2021

Op til valget 16. november præsenterer Nordjyske partiernes spidskandidater i en række portrætter, hvor de fortæller om sig selv og deres mærkesager. Følg RV21 på nordjyske.dk og i Nordjyske Stiftstidende.

Som tidligere udsendt soldat har hun været vidne til ødelæggelse og lidelse. Trods det er dyrs lidelser stadig det, der fylder mest i hendes bevidsthed.

- Jeg har aldrig oplevet noget så hårdt at skulle arbejde for dyrene. Jeg er veganer for dyrene. Jeg er hundrede procent i det for dyrene - alt det andet man kan blive veganer for er blot en bonus for mig.

Forebyggelse er vigtigt

Når det kommer til regionsrådspolitik sporer Wickie Holm sig hurtigt ind på psykiatrien og sundehedsvæsenet som to af de områder, der har hendes største opmærksomhed - udover dyrene.

Der skal være mere fokus på forebyggelse af både mental og fysisk sundhed.

- Jeg er meget optaget af psykiatrien i Region Nordjylland. Lige nu bruger vi ufatteligt mange penge på at lappeløse og symptombehandle mennesker. Man kalkulerer med, at mennesker bliver tykkere, og i stedet for at gøre noget ved det problem, bygger vi bredere senge og større åbninger til sygehusene. Vi har bare accepteret, at det er sådan, udviklingen er, siger hun.

Særligt psykiatrien er Wickie Holm bekymret for.

- Psykiatrien er helt skæv. Jeg synes, at det skal være sådan, at alle kan gå direkte ind fra gaden og sige, at man har det dårligt. Så skal man ikke sidde og vente på en bevilling eller en udredning, der sender én i flere forskellige retninger.

- Man skal i stedet kigge på det hele menneske og kigge på årsagen til lidelsen i stedet for selve lidelsen. Det hjælper ikke noget at lave lappeløsninger på symptomer, siger Wickie Holm.

Men hvordan skal vi så løse udfordringen i psykiatrien, hvor der ikke bliver flere, men færre, hænder og længere ventetider og -lister? Wickie Holm peger på én bestemt befolkningsgruppe som en mulig løsning.

- Et godt sted at starte vil være at kigge på vores ressourcer i udlandsdanskere. Det tager lang tid i dag for dem at få en autorisation godkendt. Så vi har en ressource i Danmark i øjeblikket, som vi ikke benytter os af i hele sundhedsvæsenet. Vi skal lade de dygtige medarbejdere, vi har i sundhedsvæsenet, udføre deres arbejde, uden at de skal tænke på kassesystemet, forklarer hun.

- Det kan være løsningen, det skal ikke være løsningen. Vi skal selvfølgelig også være bedre til at fastholde vores folk i hele sundhedsvæsenet. Det mener jeg, at vi skulle have gjort bedre allerede i går, supplerer Wickie Holm.

Plakater og stemmer

Du finder hende ikke synlig på nogen valgplakater i Aalborg og omegn. Og det er der flere årsager til.

- Det er lagt meget ud til, at man er sig selv fuldt ud, og at man skal ikke pålægges noget, som man ikke kan bære. Der er folk i Veganerpartiet, der har valgplakater. Jeg kan bare ikke selv stå inde for det.

- For det første synes jeg, at det er vanvittigt at hælde så mange penge ud på det, når man kan bruge dem andetsteds. For det andet burde man som minimum gå op i, om man bruger genanvendelige plakater eller økologisk tryk, siger hun.

Selvom Wickie Holm også erkender, at det formentlig ikke bliver til hverken et fire- eller femcifret antal stemmer til regionsvalget, har hun et andet succeskriterie.

- Jeg tror ikke, at hele Danmark er klar til at sætte deres stemme på Veganerpartiet. For mig handler det ikke udelukkende om valget. Vores arbejde stopper ikke bare den 16. november, når valget er overstået. Jeg ved, at dette forestående valg er den hidtil største platform, vi har haft for at kommunikere vores budskab ud.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden