Veganerpartiets spidskandidat drives af retfærdighed: Men hun tager børnenes mælk
Wickie Holm vil skubbe kommunen i en mere bæredygtig retning uden pesticider og dårlige forhold for både dyr og mennesker
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:08
Det kan måske synes som en ubetydelig ting at fjerne skolemælken fra folkeskolen og have obligatoriske madordninger, der kun laver vegansk mad, som alle uanset religion og præferencer kan spise.
Men følgevirkningerne i årene fremover er ikke ubetydelige, mener Veganerpartiet, der stiller op med Wickie Holm til byrådet i Aalborg.
Fravalg af produkter af og fra dyr kan få en stor betydning for den verden, vores børn vokser op i og hvilke værdier, de tager med sig, mener hun.
- Mælk er jo ikke essentielt for at sikre børnene en sund opvækst. Det er noget, mælkeproducenternes lobbyister i årevis har indprentet os, at de skal drikke for at få et godt liv. Men sådan er det slet ikke. Børn kan sagtens vokse op uden at få en dråbe mælk, ymer eller smør og stadig være sunde og raske, siger Wickie Holm, der er Veganerpartiets spidskandidat i Aalborg.
Hun er formet af en grundlæggende retfærdighedssans, som også har afspejlet sig i den retning og de uddannelser og job, hun har taget. Hun har været soldat i hæren i 13 år og arbejdet som fængselsbetjent.
Er myndighederne ærlige?
Sideløbende med sine job har hun i mange år kæmpet for dyrerenes rettigheder. Det er dog først i de senere år, det har taget fart, hvor hun med egne ord har fået øjnene op for de lidelser, der foregår bag lukkede døre i staldene og burene ude landet.
- Jeg blev veganer, på grund af den viden, jeg har fået både med egne øjne men også fra rapporter om Landbrug & Fødevarer, Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen. Det er brancher, der ser igennem fingre med SÅ megen lidelse, ødelæggelse, forgiftning, forurening og dyremishandling, at jeg næsten ikke kan begribe det. Jeg forstår simpelthen ikke, at man i et land som Danmark helt åbenlyst bryder lovgivningen, hvor det så også bliver accepteret af myndighederne, siger hun.
Hvad spiser du egentlig?
Derfor er der brug for at gøre det tydeligere for befolkningen, hvad det i realiteten er, de putter i indkøbskurven.
- Ved at leve vegansk er jeg med til at kæmpe for gennemsigtighed for forbrugerne. De får nemlig ikke de rigtige oplysninger om hvordan det, de spiser, er blevet til og under hvilke vilkår for dyr, planter og natur, siger hun.
Derfor skal der ske en grundlæggende omstilling til en ny type landbrug.
- Ved at omlægge landbruget kan vi nedbringe co2-udledningen markant, vi kan få en bæredygtig natur uden pesticider, vi kan forbedre folkesundheden og sikre grundvandet. Og så stopper vi på den måde også den systematiske mishandling af dyr, siger Wickie Holm.
Selv har hun levet med den veganske livsstil i seks år og håber, mange flere vil følge trop, når det går op for dem, hvilken betydning for dyr og natur en konventionel livsstil har.
- For mig handler det først og fremmest om dyrene. Et bedre klima ved at nedbringe co2-udledningen og en bæredygtig natur som følge af veganismen er bare en bonus, siger hun.
Dyrevelfærd skal prioriteres
Hun vil derfor arbejde for bedre dyrevelfærd i kommunalpolitik.
- Det hele begynder med vores egen adfærd og med at vænne flere og flere befolkningsgrupper til at spise mere plantebaseret kost. Og en bolle med hummus, grøntsager og friterede kikærter mætter og smager dejligt, hvis det er lavet med tanke på velsmag.
- Hvis vi vænner børn af med at bruge mælkeprodukter og spise så meget kød og i stedet gå over til plantebaseret kost, så er der en stor sandsynlighed for, at de tager de nye vaner med ind i voksenlivet. På den måde bliver der på sigt brug for færre malkekvæg, kødkvæg, burhøns og grise, som så langsomt bliver udfaset. Det sikrer, at færre køer får et usselt liv, fra de er tremmekalve i små bure, til de står lænket i en bås resten af deres dage, indtil de slagtes, og deres udmarvede kød hakkes til fars, siger den 46-årige Wickie Holm.
Og det er netop behandlingen af vores avlsdyr, kæledyr og vilde dyr, der ligger hende allermest på sinde. Intet dyr i denne verden bør lide, heller ikke for at vi kan få noget at spise.
- I løbet af de senere år er det blevet meget tydeligt for mig, at de mest udsatte i dette land er dyrene. Både kæledyr og landbrugsdyr. Jeg mener ikke, at der i dag er rettigheder for dyr. Dyreværnsloven i Danmark er i fri fortolkning, og dyrene har færre rettigheder end de mennesker, der udnytter dem. Svigtede og misrøgtede dyr er nummer to, når der skal tages hensyn. Ejeren af dyrene er nummer et, siger Wickie Holm.
Bedre grundvand
Selve dyreværnsloven er der ikke meget at gøre ved på kommunalt plan, men der kan arbejdes på at sikre bedre opsyn med de bedrifter, der findes i området. Og så kan man samtidig tjekke grundvandet for pesticid-forurening. Noget vi ikke gør nok i dag.
- Kommunerne bliver nødt til at teste grundvandet for flere giftstoffer. Når vi kan teste for 400 stoffer, hvorfor er det så, at vi stopper ved 51, spørger den 46-årige Wickie Holm.
- Vi har flere eksempler på, at prisen for sprøjtegifte spiser af det overskud, landmændene får i ekstra udbytte på deres marker. Hvorfor så blive ved med at tillade det, spørger hun igen.
Hun er dog ikke imod sprøjtning af afgrøder, fordi hun mener, det er synd for dem. Direkte adspurgt tror hun altså ikke på tankerne bag den aktuelle bog "Planternes Manifest", hvor en professor i plantefysiologi slår et slag for, hvor sansende og avancerede planterne i virkeligheden er.
- Personligt tror jeg ikke, at et græsstrå har samme type liv, som et pattedyr, der tydeligvis føler glæde, savn og smerte over for sit afkom. Det er videnskabeligt bevist, at træer kan kommunikere i en eller anden grad, men jeg mener ikke, det er bevist, at de kan føle smerte. Naturen er ret vild og forunderlig, men jeg tror ikke på, at broccoli kan føle så meget smerte, at jeg ikke vil spise det. Det tror jeg ikke på, siger Wickie Holm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.