Yngre par ryddede op i deres nye hjem - pludselig måtte de ringe 112
Nordjyllands Beredskab rykkede talstærkt ud til adressen i Vadum, da de hørte, at der var ild i den midterste længe på et nedlagt landbrug
Opdateret kl. 23:22
VADUM: Nordjyllands Beredskab rykkede tirsdag aften ud til en gårdbrand på Brorholtvej i Vadum.
Meldingen lød på ild i den midterste lade på et trelænget nedlagt landbrug. Og netop at der var tale om længen i midten af ejendommen, og at der samtidig var vind, gjorde, at beredskabet hastede talstærkt til adressen i frygt for, at ilden ville brede sig til de andre længer.
- Derfor er det også et kritisk sted, forklarer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl.
Da brandfolkene nåede frem, viste det sig, at der var ild i noget halm i laden, der heldigvis endnu ikke havde nået at brede sig, og beredskabet fik derfor også hurtigt styr på branden. Til gengæld var der tale om kraftig røgudvikling.
Det er et yngre par og deres baby, der bor på adressen. De har for nyligt købt gården og var i den forbindelse i gang med at rydde op i laden.
- Manden er ved at køre halm ud. Pludselig opdager han, at det brænder, fortæller Anders Brosbøl, som tilføjer, at parret hurtigt fik ringet 112.
Ifølge indsatslederen var laden pænt opryddet, og halm var fjernet fra det gamle høloft, hvilket gjorde slukningsarbejdet betydeligt lettere for brandfolkene i tilfælde af, at ilden for alvor fik fat. På den måde ville flammerne nemlig have sværere ved at brede sig, forklarer han.
Et taknemmeligt job
I forbindelse med slukningsarbejdet reddede beredskabet to kattekillinger og deres mor ud fra laden. Dertil hjalp de det unge par med at få slukket branden, hvilket var et taknemmeligt job for indsatslederen og hans folk.
- Det er altid rart at gøre en god gerning, og at det giver mening, påpeger indsatsleder Anders Brosbøl.
Selvom ilden heldigvis ikke bredte sig, nåede røgen ud til alle ejendommens længer, inklusiv stuehuset. Derfor er skadeservice nu også sat på sagen.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen er branden højst sandsynligt startet i halmen i forbindelse med noget arbejde med en staldkat.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.