Nordjysk kok går efter guld
27-årige Jeppe Foldager fra Hirtshals kæmper om at vinde Bocuse d’Or, verdensmesterskabet for kokke

Jeppe Foldager (tv), skal i kamp for at blive verdensmester i kokkeri. Arkivfoto Scanpix Denmark
AALBORG:Den 27-årige Jeppe Foldager fra Hirtshals skal onsdag over middag kæmpe om guld mod nogle af verdens bedste kokke ved Bocuse d’Or i Lyon.
Den unge nordjyde har trænet i tusindvis af timer gennem de seneste halvandet år for at forberede sig til konkurrencen.
- Når man har arbejdet så målrettet for noget og lagt så meget tid i det, så går man efter guld, siger han.
Sammen med sin assistent Christoffer Brink skal kokken på fem timer og 35 minutter frembringe to komplicerede retter med henholdsvis fisk og kød.
Konkurrencen regnes som noget af det ypperste i kokkeverdenen og er et uofficielt verdensmesterskab.
Danmark er for første gang regerende verdensmestre takket være michelin-kokken Rasmus Kofoed, som vandt guld ved den seneste konkurrence i 2011 - i øvrigt efter at have vundet både sølv og bronze.
- Det er en meget speciel disciplin, man nærmest kan beskrive som en ordløs ballet, siger madanmelder og forfatter til en bog om Bocuse d’Or Svend Rasmussen.
Han kalder konkurrencen lidt af et inferno, hvor deltagerne er spærret inde i nogle små køkkenbokse, skal arbejde under tidspres og skal abstrahere fra larmen fra de tusindvis af entusiastiske tilskuere.
Men netop dette er Jeppe Foldager ekstremt god til, og derfor mener Svend Rasmussen, at nordjyden kommer på sejrspodiet - hvis ikke med en guldmedalje så med sølv eller bronze.
Jeppe Foldager har været kokkeelev på Restaurant Rosdahls i Aalborg, hofkok på kongeskibet, køkkenchef på Brøndums Hotel og senest souschef på michelin-restauranten Søllerød Kro.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.