Nordjyske asylcentre skaber overskud og arbejdspladser
Centre er en god forretning, skaber nye job og holder liv i skoler og børnehaver i udkantskommuner
NORDJYLLAND: De mange nytilkomne flygtninge i Danmark er en god forretning for de kommuner, der vælger selv at drive flygtningecentre. Centrene skaber nemlig nye job og holder liv i skoler, børnehaver og hos lokale handlende i udkantskommuner.
Det skriver Ugebrevet A4.
Mens Jammerbugt Kommune driver 11 asylcentre i Jylland, står Langeland Kommune for 9 asylcentre fordelt på Langeland, Fyn, Ærø og Jylland. Ifølge Katrine Syppli Kohl, der er Ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og forsker i Danmarks forvaltning af asylansøgerne, bidragere flygtningcentrene til en sundere lokal økonomi.
- Asylcentrene skaber lokale arbejdspladser til for eksempel pædagoger og lærere, og derved får man skatteindtægter til kommunen. Samtidig kan lokale håndværkere være beskæftiget med at renovere bygningerne, og det lokale supermarked kan måske overleve, fordi der pludselig er 200 nye beboere i landsbyen, siger hun til Ugebrevet A4.
En del af lokalsamfundet
Tidligere stod Røde Kors for de danske asylcentre, men siden 2001 har kommuner også kunnet byde ind. Det gjorde den daværende Brovst Kommune.
- Vi præsenterede et projekt, hvor asylansøgerne var en del af lokalsamfundet frem for at være en del af en aflukket og isoleret enhed. De skulle gå i vores skoler og børnehaver, gå til fodbold, boksning og svømmetræning i vores klubber, siger Mogens Gade (V), som var borgmester i Brovst Kommune og i dag er borgmester i Jammerbugt Kommune.
Skaber arbejdspladser
I dag driver Jammerbugt Kommune fire asylcentre indenfor kommunegrænsen og syv asylcentre andre steder i Jylland. Og det har vist sig at være en rigtig god forretning. Kommunen har nemlig et lille økonomisk overskud ved at drive centrene, der samtidig bidrager til at skabe arbejdspladser.
- Det giver mange lokale arbejdspladser til lærere, pædagoger, pedeller og andre medarbejdere. Samtidig giver det også noget arbejde til vores murere, tømrere og smede, siger borgmester Mogens Gade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.