Ny 25-årig ejer af Chokoladekurven vil udvide butikken
Tekst & foto: Ole Iversen
Det har gået som et rygte. Men nu er det ganske vist: Pernille Tophus har købt Chokoladekurven i Vestergade i Thisted af Alice Bisgaard.
1. januar er den 25-årige ny chef i chokobutikken, der har fået mange faste kunder de senere år. Pernille Tophus har arbejdet i Chokoladekurven i fem år:
- Og jeg vil selvfølgelig fortsætte den gode udvikling, butikken har haft. Men også prøve med nogle nye ting, siger hun og fortsætter:
. - Vi har stor succes med vores Thy-chokolade. Det er hjemmelavede fyldte chokolader med smag af gode ting fra Thy, f.eks. havtorn, havsalt, skovbær og jordbær.
Pernille Tophus vil udvikle koncept med fyld af også sortbær og blåbær.
Tidligere på året byggede Chokoladekurven produktionsbygning ud i gården:
- Nu vil jeg udvide butikken med ekstra 15 kvm ved at fjerne en væg. Så der bliver endnu mere plads inde i butikken, fortæller Pernille Tophus.
Med de ekstra butikskvadratmeter bliver der ikke kun bedre plads til chokolade, øl, vin, te, eddiker og lokale specialiteter:
- Der bliver også plads til nye aktiviteter inde i huset, f.eks. til at lære grupper, hvordan man laver flødeboller og fyldte chokolader.
For Alice Bisgaard betyder det farvel til Thisted by - med salget af først Cafe Cocio og nu Chokoladekurven. Men Alice Bisgaard har allerede planer for nye aktiviteter - i Hanstholm. Hun er dog ikke klar til at løfte sløret for dem endnu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.