Ny app styrer dig uden om køen
App’en Trafikken Nordjylland giver overblik over trafiksituationen
NORDJYLLAND: Er du træt af at skulle bruge en halv time ekstra på transport, fordi der er sket et uheld i Limfjordstunnelen? Eller vil du bare gerne vide, om der er glat på motorvejen ved Hobro?
Så kan en ny app til din smartphone måske hjælpe dig.
App’en, der hedder Trafikken Nordjylland, indeholder samme information, som du får på www.trafikken.dk/Nordjylland. Det vil sige informationer om vejene, og om busser og tog.
Webkameraer
- App’en er tænkt som en tjeneste, man hurtigt kan tjekke inden man tager afsted. Det er eksempelvis let, at bladre mellem webkamerabillederne fra de mange webkamera, der står langs vejene i hele landet. Vi kan se på brugertallene fra hjemmesiden, at det er noget af det, trafikanterne er særligt glade for, fortæller projektleder Christian von Huth fra Vejdirektoratet.
Smertensbarnet i Nordjylland er Limfjordstunnelen, og både den og Limfjordsbroen kommer Trafikken Nordjylland til at holde ekstra øje med.
Er der et spor spærret i tunnelen, eller er broen oppe, så vises det på kortet med trafikinformation.
Ledige parkeringspladser
Desuden får borgerne i Aalborg lettere ved at finde en parkeringsplads med App’en.
- I Aalborg Kommune er vi glade for, at vores rejsetidssystem og vores parkeringsinformationssystem nu kan komme endnu mere til nytte. I app’en Trafikken Nordjylland kan man se aktuelle rejsetider for udvalgte strækninger samt nærmeste ledige P-plads og få anvist ruten dertil, via telefonens indbyggede navigation, siger Ulrich Clausen, Trafikingeniør i Aalborg Kommune.
App’en findes til iPhones og Androids. Den er udviklet i et samarbejde mellem Vejdirektoratet og Aalborg Kommune.