Frederikshavn

Ny energi til modstanderne mod skifergas

60-70 demonstranter fyldte onsdag aften byrådssalen i Frederikshavn og afkrævede borgmesteren svar

Modstanderne mod skifergas mødte talstærkt frem til byrådsmødet i Frederikshavn.
Modstanderne mod skifergas mødte talstærkt frem til byrådsmødet i Frederikshavn.

Opdateret kl. 20:57

FREDERIKSHAVN: 60-70 modstandere mod skifergas demonstrerede før onsdagens byrådsmøde og fyldte efterfølgende byrådssalen, hvor de stillede en række spørgsmål til Frederikshavn Byråd.

Modstanderne mod skifergasboringen ved Dybvad har fået ny vedvarende energi efter Rasmus Helveg Petersens udtalelser forleden. Klima- og energiministeren udtalte til Politiken, at De Radikale mener, at skifergassen bør blive i jorden og at der ikke skal gives flere tilladelser.

Dermed bryder partiet den fælles forståelse med Socialdemokraterne, der vil fortsætte med at udvinde skifergas, hvis det viser sig at være miljømæssigt forsvarligt.

Hans Jørgen Nygaard, tidligere formand for De Radikale i Frederikshavn og aktiv i Skifergas Nej Tak, spurgte borgmester Birgit Hansen, hvordan byrådet kunne tillade at give tilladelse til en prøveboring, der har så vidtrækkende konsekvenser for miljøet.

- Folketingets ansvar

Borgmester Birgit Hansen benyttede muligheden for at slå fast, at det ikke skal lykkes Rasmus Helveg Petersen ”at tørre bussemanden af på Frederikshavn Kommune”.

- Det er alene staten og Folketingets ansvar at afgøre om der skal ske en udvinding med hydraulisk frakturering, såkaldt fracking, sagde borgmesteren, der mener, at energi- og klimaministeren forskelsbehandler landets kommuner.

- Den nuværende regering kunne have sagt stop for den tilladelse til prøveboring, som blev vedtaget af den forrige regering, men det kan aldrig være Frederikshavn Kommunes ansvar, sagde Birgit Hansen og opfordrede regeringen og Folketinget til at opføre sig anstændigt og stoppe med at lege gemmeleg.

Store gener for naboerne

Aage Olsen oplyste, at det franske selskab Total på en række punkter ikke lever op til VVM-redegørelsen og efterlyste en reaktion fra kommunen og en ny høringsfase.

Anne Marie Christensen, der er genbo til borepladsen, fortalte om de gener, naboerne er udsat for.

Hun har måttet opgive at drive sin virksomhed med træning af travheste på grund af støjgenerne fra borepladsen og vil nu have kompensation af kommunen.

Byrådssalen var fyldt til sidste ståplads, da det nye Unge Byråd også overværede demokratiet i fuldt flor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden