Ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole
Direktør Erik Poulstrup, Aalborg, efterfølger Niels Quist-Jensen
Opdateret kl. 15:48
LUNDBÆK: Direktør og konsulent Erik Poulstrup, Aalborg, bliver ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole.
Han efterfølger Niels Quist-Jensen, der stopper i oktober efter 25 år på posten.
Erik Poulstrup er et kendt ansigt på skolen, hvor han gennem syv år har været ekstern underviser i ledelse.
Han er uddannet forstkandidat og har en kandidatgrad i EU-erhvervsret fra University of Leicester, England, samt en efteruddannelse i ledelse.
Han er indehaver af konsulentfirmaet Ascending og har gennem de seneste seks år drevet rådgivning blandt andet indenfor landbruget. Tidligere var han ansat i Vesthimmerlands Landboforening og derefter Agri Nord som projektleder.
Niels Quist-Jensen bebudede sin afgang i foråret, og bestyrelsen gik straks i gang med, sammen med en ekstern rådgiver, at finde den rette person til posten.
- Det har aldrig været sværere at uddanne sig til landbrugs-erhvervet, og derfor glæder den samlede bestyrelse sig meget over, at have fået så stærk en profil som Erik Poulstrup til at tage over efter Niels Quists dygtige ledelse af skolen, siger bestyrelsesformand, gårdejer Bøje Pedersen, Astrup. kj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.