Ny jazzklub er stiftet

Jazz9700 samarbejder med Jazzhus Montmatre

Bestyrelsen bag den nye jazzklub er Aage Fredholm, formand Niels Persson, Jørgen Torpe Kann, Helene Bertelsen Dahl og John Fuglsang. 	Foto: Henrik Louis

Bestyrelsen bag den nye jazzklub er Aage Fredholm, formand Niels Persson, Jørgen Torpe Kann, Helene Bertelsen Dahl og John Fuglsang. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Jazz9700 er navnet på Brønderslevs nye jazzklub. Og

udgangspunktet for klubben er kærligheden til jazzen og Den Runde Pavillons unikke placering i rododendronparken. Og de musikalske oplevelser skal da også forenes med god mad og vin i en hyggelig atmosfære.

Det fortæller Niels Persson, der er initiativtager til foreningen.

- Vi vil præsentere jazzmusik med såvel et nationalt som internationalt perspektiv.

Og der er tyngde bag klubben, der har formået at etablere et samarbejde med Jazzhus Montmatre i København.

- Vi tror selvfølgelig på, at samarbejdet vil kunne skaffe interessante navne, der kan tiltrække en bred kreds af jazzinteresserede.

Debut i nær fremtid

Jazz9700 er stiftet og et manifest for klubbens virke er vedtaget af bestyrelsen.

Alle indtægterne fra jazzklubben bliver i klubben og skal bruges til nye oplevelser for publikum.

- Vi håber, at både private og offentlige virksomheder samt privatpersoner vil donere penge eller en indsats til projektet, tilføjer Niels Persson, og tilføjer, at foreningen også håber på tilskud fra fonde.

Spar Nord Fonden har allerede givet tilsagn om 10.000 kroner til den nystiftede forening, og Brønderslev Kommunes kulturpulje bidrager med 10.000 kroner.

- Vi skal sælge 150 billetter til hver koncert, og arrangementerne er forholdsvis dyre. Det koster op mod 90.000 kroner, at lave en koncert. Og vi har vurderet, at billetprisen skal holde sig på 300 kroner for mad og musik.

Formanden opfordrer alle interesserede til at melde sig ind i Jazz9700 for på den måde at bakke op om det nye initiativ. Et medlemskab koster 50 kroner og indmeldelse kan ske til Jazz9700mail@gmail.com eller på telefon 21 12 06 06.

Og der er god jazz-musik i vente i nær fremtid. Bestyrelsen håber således, at første arrangement kan gennemføres 13. september.

Armstrong var idolet

Niels Persson er 66 år, og han flyttede i december 2011 fra København til Brønderslev. Han gik på pension fra en stilling som direktør i Dansk Tennisforbund og flyttede i Brønderslev sammen med Else Simonsen.

- Jeg har altid arbejdet meget, og der kommer jo et tomrum, når man lige pludselig stopper fra den ene dag til den anden. Jeg har længe spekuleret på den her jazzklub - og snakket meget om den med dem, der gider høre på det, fortæller Niels Persson.

Hele livet har han nydt jazzmusikken.

- Jeg er opvokset med jazz. Da jeg var en lille dreng, var Louis Armstrong min store helt, og jeg nåede også at se og høre ham spille i KB Hallen tilbage i 60’erne.

Tilfældighedernes spil

At samarbejdet med Jazzhus Montmatre og Jazz9700 er en realitet skyldes tilfældighedernes spil.

- Jeg var til møde i Købehavn og gik ind for at spise og høre musik i Jazzhus Montmatre, og her mødte jeg tilfældigvis musikchef Christian Brorsen.

- Han kunne genkende mig, fordi jeg havde været instruktør for kommende tennistrænere i midt 80-erne, og han havde været elev. Vi snakkede først tennis, og så præsenterede jeg ham for ideen om at lave en jazzklub i Brønderslev. Og han tilbød at være min mentor, smiler Niels Persson.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.