Erhverv

Ny ledelse hos NORDJYSKE Medier

Koncerndirektør erstattes af forretningsdirektør og ressourcedirektør

Efter frasalg af en række aktiviteter ændrer NORDJYSKE nu sin ledelsesstruktur, så den matcher det øgede fokus på medieaktiviteterne.
Efter frasalg af en række aktiviteter ændrer NORDJYSKE nu sin ledelsesstruktur, så den matcher det øgede fokus på medieaktiviteterne. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 10:22

NORDJYLLAND: NORDJYSKE Medier får fra 1. marts 2016 ny ledelsesstruktur. Det sker som følge af koncernens øgede fokus på medieaktiviteter og frasalg af øvrige aktiviteter. Der oprettes to nye stillinger i koncernledelsen som henholdsvis forretningsdirektør og ressourcedirektør.

Koncerndirektør og medlem af direktionen, Claus Falk, har stået i spidsen for tilpasningen af koncernens aktiviteter og er ved at lægge sidste hånd på værket. Han fratræder sin stilling med udgangen af februar 2016.

- Jeg er glad for og tilfreds med det præg, jeg har sat på udviklingen af NORDJYSKE-koncernen, men nu er min opgave med at frasælge aktiviteter tilendebragt, og derfor vil jeg gerne videre, siger Claus Falk, der har været direktør siden 2012 med særligt ansvar for aktiviteterne i NORDJYSKE Kommunikation.

Bestyrelsesformand Lasse Bolander siger om den nye ledelsesstruktur:

- Udfordringerne og mulighederne som medievirksomhed er til at få øje på i disse år, hvor der sker en stor omstilling fra print til digital. Vi vil sætte endnu mere fart i den digitale forretningsudvikling, og derfor benytter vi lejligheden til at ændre ledelsesstrukturen i forbindelse med Claus Falks fratrædelse.

Som ny koncern forretningsdirektør tiltræder Claus Hovge Andersen 1. marts 2016. Han bliver medlem af koncernledelsen og får det overordnede ansvar for alle koncernens forretningsmæssige og kommercielle aktiviteter.

Claus Hovge Andersen, der er 49 år, har senest været bladdirektør på Jyllands-Posten og før da administrerende direktør for Den Blå Avis og Bilbasen. Desuden har han været bestyrelsesformand for JobZonen, BilZonen, Spotdeal og MedieCenter Danmark samt bestyrelsesmedlem i Watch Medier.

Om skiftet til NORDJYSKE Medier siger Claus Hovge Andersen:

- Jeg glæder mig til at blive en del af en ambitiøs virksomhed med et stærkt nordjysk udgangspunkt. Det er et rigtig godt afsæt for digital transformation. NORDJYSKE Medier har altid været en innovativ virksomhed, som med opkøb af blandt andre Jubii og Bazoom har vist, at digital forretningsudvikling står højt på agendaen.

Den nye stilling som koncern ressourcedirektør og medlem af koncernledelsen med overordnet ansvar for alle NORDJYSKE Medier koncernens fysiske, finansielle, menneskelige og immaterielle ressourcer opslås nu. Når den er besat, vil koncernledelsen bestå af administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Per Lyngby, forretningsdirektør Claus Hovge Andersen, chefredaktør Lars Jespersen og ressourcedirektøren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden