Ny mand bag roret på De 2 Have
34-årige Peter Faarkrog Hansen har store ambitioner med restauranten i Skagen
SKAGEN: Lad det være sagt med det samme. Udsigten fra Restaurant De 2 Have i Skagen er unik. Og betagende.
Fra landets nordligste spisested kan man skue ud over Grenen, se Holger Drachmanns Grav, holde øje med de mange store skibe, der ligger på reden, spotte Skagen Fuglestation ved Det Grå Fyr, eller nyde hedelandskabet hvor Grenensporets stisystemer slynger sig.
Og så kan man spise.
For i over 120 år har der været hotel/restaurant på Grenen. Frem til 1943, hvor det brændte ned, var der et berømt badehotel, som blandt andet havde europas konger og fyrste som gæster.
I 1959 blev Restaurant Grenen opført, og siden har man kunnet nyde et godt måltid mad på toppen af Danmark.
Ren restaurant
Første april kom der en ny mand bag roret. Det er 34-årige Peter Faarkrog Hansen, der nu forpagter restauranten.
Han er oprindeligt fra Esbjerg, uddannet kok i Aarhus, og har nu kastet sin kærlighed på Skagen.
- Jeg var heroppe sammen med souschefen fra det sted jeg arbejdede før, og så at man søgte en ny forpagter til stedet. Og med den beliggenhed kunne jeg simpelthen ikke lade være med at slå til, siger Peter Faarkrog Hansen med et smil.
Tidligere var der både restaurant og café i De 2 Have, men fremover bliver det hele restaurant.
- Jeg vil gerne satse på at lave et godt, gedigent spisested. Vi sigter ikke efter stjerner, og det er ikke tanken, at vi skal konkurrere med for eksempel Ruths og Brøndums Hotel, men derimod lave det, jeg kalder ærlig mad med masser af velsmag og kærlighed, fortæller Peter.
1.000.000 gæster Grenen
Det betyder blandt andet, at de laver alt hvad de kan fra bunden, og bruger lokale råvarer. Som eksempelvis frisk fisk fra Aavangs Fiskehus.
Selve menukortet kommer til at variere hen over sæsonen, og den ny forpagter oplyser, at man gerne vil have et "Skagen-køkken". Med blandt andet stjerneskud, østers og pil-selv rejer, men også en stor, solid rib-eye steak er at finde på menukortet.
- Vi kommer til at bevæge os fra hvad jeg kalder fine-dining til det lidt mere jordnære. Men der vil fortsat være et ret stort vinkort dertil, oplyser Peter Faarkrog Hansen.
Privat er han gift med Mette, og sammen har de to børn på henholdsvis to og seks år.
Og med en statistik der siger, at selve Grenen bliver besøgt af over 1.000.000 gæster hvert år, håber Peter på en travl sommer.
- Det her et jo et område, hvor langt, langt de fleste kommer om dagen. Så vi satser naturligvis meget på frokostgæster. I april, maj og september har vi også åbent fredag og lørdag om aftenen, mens juni, juli og august bliver hver dag fra 11.30-16.30 og igen fra 18-21.30. Og så håber jeg på at blive taget godt imod heroppe, for jeg vil jo rigtig gerne have besøg af de lokale, siger Peter Faarkrog Hansen.
Han regner med, at de skal være fem kokke og 10 tjenere i højsæsonen. Og souschefen, som Peter arbejdede sammen med i Aarhus - ja, hun er også taget med herop, og fungerer nu som køkkenchef på Restaurant De 2 Have.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.