Ny musikalsk leder på Tårs Skolecenter
48-årige Michael Jensen er tiltrådt som leder af Tårs Skolecenter. Han skal ikke undervise, men kan godt uden forberedelse give et nummer på klaveret.
Opdateret kl. 17:47
TÅRS: Michael Jensen, Hjørring, har den sidste måneds tid været rundt på Tårs Skolecenter for at hilse på elever og medarbejdere. Han er nemlig skolecentrets nye leder.
- Jeg vil arbejde på at være synlig på begge matrikler, siger Michael Jensen med henvisning til, at både skolen Tårs og Poulstrup hører under skolecentret.
En af måderne at være synlig på kan være at sætte sig ned og spille på et af skolens klaverer. Dét samler hurtigt medarbejdere og elever. Michael Jensen har nemlig spillet helt siden han var barn. Allerede da han gik i syvende klasse, tog han sammen med jævnaldrende kammerater ud og spillede til sodavandsballer.
Musik har da også sat sit præg på Michael Jensens karriere, idet han først i fem-seks år var leder af Hirtshals Musikskole og derefter i fem år af Danmarks største musikskole, Aalborg Musiske Skole.
Siden 2009 har Michael Jensen været fritids- og kulturchef i Hjørring Kommune, og den baggrund fornægter sig ikke:
- Jeg sætter samarbejdet med foreningslivet i lokalområdet meget højt. De skal kunne benytte skolen, som er områdets kultursted, siger han.
Den nye skolecenterleder glæder sig til fremtiden på Tårs Skolecenter:
- Folkeskolen har været inde i en rivende udvikling, og det ser ud til at fortsætte. Her i Tårs er der styr på tingene og mange spændende pædagogiske tiltag, som jeg glæder mig til at lære mere om.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.