Ny runde om fisk og kvoter
Nye forhandlinger i London kan afslutte måneders uvished om fordelingen af kvoter mellem EU og Norge

Lørdag middag brød forhandlingerne mellem EU og Norge om fiskeri i Nordsøen og Skagerrak sammen - nu forhandler parterne igen. Denne gang i London. Pressefotograf Henrik Bo
HANSTHOLM:Allerede mandag indikerede forlydender på rygtebørsen, at der var lagt op til en ny forhandlingsrunde mellem EU og Norge om den indbyrdes fordeling af kvoterne i Nordsøen og Skagerrak, og onsdag satte forhandlerne sig igen til forhandlingsbordet. Denne gang i London efter de lørdag var gået fra hinanden i Edinburgh uden at nå et resultat.
- Jeg håber på en løsning - faktisk tror jeg på det. Og også på, at der kommer en hurtig løsning, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening og Dansk Fiskeriforenings Kreds Nord.
Han baserer sin forsigtige optimisme på, at der under for forhandlingerne i Edinburgh lå en aftale klar til underskrift.
- Intet tyder derfor på, at forhandlerne i London skal starte helt forfra. Det i sig selv taler for, at der er grund til at tro på, at vi omsider får aftalen, siger Jan Hansen.
EU-kommissionen har i følge Danmarks Fiskeriforening indkaldt repræsentanter for medlemslandene til mødet i London, som foruden forhandlingerne mellem EU og Norge om fiskeriet i Skagerrak og Nordsøen også handler om at lande en aftale mellem EU og Norge om makrelfiskeri i Nordatlanten.
Det var et norsk krav om at få en aftale om makrelfiskeriet som var direkte årsag til, at der lørdag ikke blev skrevet under på en aftale mellem EU og Norge om fiskeri i Nordsøen og Skagerrak, som der var opnået enighed om.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.