Ny sognepræst til Nors-Tved fundet
Annie Krog Foldager ansat
NORS-TVED: Kirkeministeriet har efter enstemmig indstilling fra de to menighedsråd ansat Annie Krog Foldager, Vester Jølby, som ny sognepræst i Nors-Tved Pastorat pr. 1. januar 2013.
Hun fortsætter dog indtil 31. januar reelt i det vikariat, hun siden 1. maj 2011 har haft i Hillerslev-Kåstrup, hvortil Benne Holwerda vender tilbage efter orlov uden løn.
Annie Krog Foldager afløser i Nors-Tved Henning Bjørndal Sørensen, der 30. september gik på pension fra stillingerne som sognepræst i Nors-Tved og provst i Thisted Provsti.
Den ny præst bliver indtil videre boende i sin private bolig i Vester Jølby, idet præsteboligen i Nors skal renoveres. Der er ikke udarbejdet et projekt endnu, oplyser formanden for Nors Menighedsråd Gunnar Smed, som forventer, at arbejdet tidligst kan gå i gang til april.
Annie Krog Foldager er født på Mors og voksede op i Flade. Hun var nærmest født ind i Morsø Frimenighed, men en del af familien har senere tilsluttet sig folkekirken. Hun fik sin eksamen som cand. theol. fra Københavns Universitet 1985 og var derefter ansat som sognepræst i Oddense-Otting i Salling 1986-92, i Horbelev-Falkerslev på Lolland 1992-98 og i Vinding-Bryrup-Vrads i Midtjylland 1998-2003. Derefter var hun i fem år på fuld tid familievejleder i Morsø Kommune, men fungerede i sin fritid fortsat som præst med vikariater, afløsning og konfirmandhold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.