Ny udfordring for de seje løbere
Railway Run fra Viborg til Løgstør er Vesthimmerlands nye udfordring til ekstremløberne
VESTHIMMERLAND: Løb hele vejen fra Viborg til Løgstør: En distance på hele 80 km.
Mange motionister vil givetvis betakke sig for en fysisk udfordring af den kaliber, hvorimod de deciderede ekstremløbere utvivlsomt vil føle sig anderledes fristede.
Netop ekstremløberne er således den primære målgruppe, når VisitVesthimmerland og Uhrehøje Outdoor Træning og Events lørdag 3. juni inviterer til Railway Run-premiere på den gamle banestrækning mellem Viborg og Løgstør.
Ideen til løbet opstod en dag, hvor Bjørn Jakobsen, Uhrehøje Outdoor Træning og Events, selv var ude at løbe på Himmerlandsstien og glædede sig over det gode underlag og den smukke natur.
- Jeg tænkte, at det ville være oplagt at lave et ekstremløb og dermed synliggøre det bindeled, som Himmerlandsstien er mellem Viborg til Løgstør".
- Samtidig er Himmerlandsstien er fedt sted at løbe, fordi det eneste, man skal koncentrere sig om, netop er at løbe, fremhæver Bjørn Jakobsen.
"Railway Run" henvender sig specifikt til ekstremløberen, der ønsker at gennemføre hele strækningen på cirka 80 kilometer, men der vil også være mere "spiselige" distancer på 20 eller 40 km for de knapt så hårdføre.
Allerede nu er der åbent for tilmelding via hjemmesiden www.railwayrun.dk - og turistchef Jimmi Petersen nærer på forhånd store forventninger til den nye løbebegivenhed i det vesthimmerlandske.
- Vi glæder os rigtig meget til det nye ekstremløb, og vi håber, at byerne på ruten mellem Viborg og Løgstør vil være med til at gøre løbet til en fest for både løbere og tilskuere.
- I målbyen Løgstør kan løberne bl. a. se frem til at opleve den traditionelle flotte pinseparade. Og generelt vil løbet være en fabelagtig mulighed for lokale ildsjæle til at støtte op omkring et anderledes og sjovt arrangement, der kan tiltrække løbere fra
hele landet og udlandet, siger turistchefen. Han besvarer i øvrigt gerne selv evt. supplerende spørgsmål om det nye pinseløb op gennem Himmerland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.