Nyt byråd bliver til en kommunalbestyrelse
Det nuværende byråd har besluttet, at efterfølgeren bliver en kommunalbestyrelse, men antallet af medlemmer er fortsat 27
THISTED: Thisted Byråd bliver fra årsskiftet til Thisted Kommunalbestyrelse.
Det har medlemmerne af det nuværende byråd besluttet på vegne af sine endnu ikke valgte efterfølgere i det, der fremover bliver til en kommunalbestyrelse.
Et ord, som måske er lidt tungere og mindre mundret en ”byråd”, men som efter flertallets mening er mere dækkende for det, det hele handler om, nemlig et organ, der skal styre hele kommunen.
Inden byrådet på vegne af sine efterfølgere traf beslutning om navneændringen var der meninger både for og imod i en sag, hvor navnet byråd eller kommunalbestyrelse ifølge borgmester Lene Kjelgaard Jensen ikke var afgørende.
- Blot det er dækkende, sagde hun.
Peter Sørensen (V) anbefalede status quo på området. Navnet ”byråd” skulle fastholdes.
- Det har heddet Thisted Byråd siden kommunalreformen i 1970 - og hed det også efter den seneste reform, sagde Peter Sørensen og nævnte en række sammenlagte kommuner, som har fasthold ordet ”byråd” selv om kommunens navn ikke er et bynavn. Eksempelvis har Favrskov, Ringkøbing-Skjern og Vesthimmerland alle byråd og ikke en kommunalbestyrelse.
- Derimod har Læsø, Morsø, Lemvig og Jammerbugt kommuner en ”kommunalbestyrelse”, sagde Peter Sørensen.
- Men navnet ”kommunalbestyrelse” skal netop signalere ”kommunen”, mente Ulla Vestergaard (S).
Ikke helt så kloge
Omvendt fandt Venstres Jørgen Andersen, at navnet på kommunens øverste valgte organ kun kan være ”byråd”, og når det nuværende økonomiudvalg, som efter hans mening bør tælle de syv klogeste hoveder i det nuværende byråd, kan anbefale at navnet fremover er kommunalbestyrelse, var det efter hans mening udtryk for, at de nok alligevel ikke var helt så kloge.
Navneændringen blev besluttet, og det rejste yderligere et par spørgsmål, som dog forblev ubesvarede.
- Opgiver man navnet ”byråd”, kan det vel ikke hedde et rådhus længere. Så må det vel være et kommunekontor, mente Mogens Kruse (SF), mens Tage Leegaard (K) fandt, at titlen ”borgmester” ikke kan bruges i en kommunalbestyrelse.
- Det må fremover hedde ”kommunalbestyrelsesformand”, sagde han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.