Nyt fællesskab for piger

En gruppe af unge, dygtige piger mødes hver onsdag aften i Hænge Ud Stedet

Hænge Ud Stedet er en lejlighed, som de unge bruger - blandt andet bruger en gruppe pige den onsdag aften.Foto: Grete Dahl

Hænge Ud Stedet er en lejlighed, som de unge bruger - blandt andet bruger en gruppe pige den onsdag aften.Foto: Grete Dahl

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De unge i Boligforeningen PM's afdeling 11 har fået deres egen lejlighed, som de selv har døbt Hænge Ud Stedet = HUS. Den bruges af flere grupper af unge i forskellig alder, blandt andet også af de drenge, der træner MMA - en form for kampsport, som der er kommet tilbud om kort før jul. Men onsdag aften er det en speciel gruppe piger, der indtager Hænge Ud Stedet. Det er en gruppe af ca. 15-22 årige piger, der er rigtig dygtige i skolen, typisk går i gymnasiet, har planer om at læse videre og knokler for det. Da NORDJYSKE besøger Hænge Ud Stedet en onsdag aften, er der lasagne under opsejling og god stemning. Pigerne laver maden sammen, og projektmedarbejder Stine Saaby er med. Ved køkkenbordet har Juliana Hermez gang i en matematikaflevering, der skal være klar næste dag. Hun går i 1. g og får hjælp af nogle af de andre piger. - Er det en ret linje?, spørger Shabnam Mobarez og fortsætter med at spørge, om hun kender en ligning, som hun remser op med adskillige tal og bogstaver. Jo, Juliana Hermez kender den godt og får styr på både hældning og lineær funktion. Tamana Mobarez, der er 3.g'er og har planer om at læse medicin eller jura, har en avanceret lommeregner, som de kan lave lineære regressioner på. Det har de tjek på, hvad er. - Det her er bare den bedste lommeregner, siger Shabnam Mobarez begejstret. Sideløbende med matematikken og de for udenforstående uforståelige fagudtryk foregår der lidt diskussion om, hvorvidt der skal spinat i lasagnen eller ved siden af, og maden skrider frem ved fælles indsats. Mens lasagnen bobler i ovnen, går de unge over i lejlighedens store flyder af en sofa og hænger ud. En læser i en bog, to har bærbar computer med, og så er der masser af snak og hygge. Blandt emnerne er, om og hvornår jorden går under, hvem der ser godt ud i Big Brother, statsministeren, Joakim B. Olsen og Clement Kjersgaard. Meningerne flyver rundt - i god stemning. Joakim B. Olsens meninger om fattigdom i Danmark er de ikke særlig begejstrede for, det er de til gengæld for Clement Kjersgaard, som de finder både klog og charmerende. - Hvad for en film skal vi se?, spørger en. Det skal være "Addiction". Lasagnen er klar, og der bliver spist ved sofabordet. Emnet katastrofer kommer op, det skal en af dem skrive opgave om, men hvordan definerer man en katastrofe? Skal det berøre mange mennesker, eller kan det betegnes som en personlig katastrofe at blive alvorligt syg? Det bliver også debatteret. De gør i det hele taget meget i aktuel debat, og det er tydeligt, at pigerne nyder at være sammen. De har et fællesskab, de vil skole og uddannelse, og de arbejder hårdt for det. - Hvis man går tre år i gymnasiet og får et dårligt gennemsnit, så spilder man tiden, og så kan man lige så godt lade være, konstaterer Tamana Mobarez.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.