Betalingsmidler

Nyt gebyr på kreditkort måske ulovligt

Det kommer til at koste, hvis chippen ikke virker, men Forbrugerrådet er kritiske.

Brugere af kreditkort, der ikke er Dankort eller Visa, får nu ekstra gebyr ved chipkoks. Arkivfoto: Michael Koch
Brugere af kreditkort, der ikke er Dankort eller Visa, får nu ekstra gebyr ved chipkoks. Arkivfoto: Michael Koch Michael Koch

Opdateret kl. 13:31

DANMARK: Chippen virker ikke. Prøv magnetstriben.

De fleste kender problemet med kreditkortets lille chip, som fejler, fordi butikkens terminal er i stykker, eller fordi kortet er slidt og beskidt.
Hidtil har disse tekniske fejl udelukkende skabt irritation.
Men fremover kan det komme til at koste 7,50 kroner, hver eneste gang forbrugerne bliver tvunget til at bruge magnetstriben i stedet for de små og mere sikre chips på MasterCards, Eurocards og American Express-kort.

Lyder ikke lovligt

- Tellers gebyr kan minde om en dummebøde, som der kun er en part til at betale, nemlig kunden, siger Henrik Hyltoft, Dansk Erhvervs markedsdirektør, der vil i forhandlinger med Teller om gebyrets størrelse, skriver MetroXpress.
Men det er muligvis slet ikke lovligt at komme med sådan et gebyr, forklarer seniorøkonom i Forbrugerrådet Troels Holmberg til epn.dk.
- Jeg mener ikke, at butikken kan pålægge forbrugeren et gebyr i den her situation, hvor det er uklart, om det skyldes, at forbrugerens chip er gået i stykker, eller om der er problemer med terminalen. Jeg er ret sikker på, at det ikke er lovligt, siger han.

For dårlige til rengøring

Det er udbyderen af kortbetalingsordningen Teller (tidligere Nets), der har ønsket at indføre gebyret for at sikre, at butikkerne i højere gør terminalerne rene, og at man forsøger gennemføre betalingen med chippen flere gange, end det er tilfældet i dag.

- De er simpelthen for dårlige til at rense terminalernes chiplæsere. Gebyret, som vi faktisk er kede af at indføre, skal hjælpe til at opdrage butikkerne til at rengøre terminalerne, siger Søren Winge, pressechef i Teller, til MetroXpress.

Frygter markedsdominans

Men Forbrugerrådet sætter spørgsmålstegn ved det rimelige i, at Teller pålægger butikkerne gebyret på 7,50 kr., som altså bliver sendt videre til de danske forbrugere i form af en regning af ukendt størrelse.

- Det fundamentale problem på området er, at bankerne samarbejder i stedet for at konkurrere. Så i stedet for, at man hver især tilbyder kortlæsning, så gør man det samlet, siger han.
Han forklarer, at gebyret kan være i strid med betalingstjenesteloven, og han mener derfor, at konkurrencemyndighederne bør foretage en konkret vurdering af situationen.
- Der kan være god grund til, at myndighederne går ind i den her situation, og vurderer om det her gebyr er rimeligt, eller om det er udtryk for misbrug af en dominerende markedsposition, fordi der ikke er andre steder at gå hen for butikkerne, hvis de ikke kan lide vilkårene.
Pengestraffen rammer ikke Visakort og Dankort.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden