Dronninglund

Nyt liv i "realskolen"

Der er stor mangel på boliger i Dronninglund. Den afhjælpes med centralt placeret boligprojekt

Den gamle realskole er bevaringsværdig og indrettes til lejligheder, ligesom der bygges på den tidligere skolegård. Illustration: Kærsgaard & Andersen A/S
Den gamle realskole er bevaringsværdig og indrettes til lejligheder, ligesom der bygges på den tidligere skolegård. Illustration: Kærsgaard & Andersen A/S

DRONNINGLUND: Der bliver nyt liv i den tidligere realskole på Tranebærvej 6 A i Dronninglund. Det er det lokale byggefirma Panorama, der vil indrette den tidligere skolebygning til lejligheder, ligesom der bygges 18 boliger på den tidligere skolegård.

- Der er brug for lejligheder i Dronninglund, så det vil afhjælpe noget af problemet, fortæller borgmester Mikael Klitgaard (V).

Det har tidligere været under overvejelse, om den tidligere skolebygning skulle benyttes i kommunalt regi, men det sker ikke. Senest har der været daginstitution Nord-Syd i bygningen, der oprindeligt er opført som privat realskole. Den tidligere daginstitution Syd er revet ned.

Boligprojektet er tegnet af arkitekt Heine Overgaard Barrit fra firmaet Kærsgaard & Andersen A/S i Aalborg.

Mikael Klitgaard fortæller, at projektet hænger sammen med det omfattende projekt for Slotsgade.

- Så der kommer virkelig til at ske noget i Dronninglund midtby, siger han.

Og vi får skabt nyt liv i området, der ikke pynter på midtbyen.

Der er udarbejdet en lokalplan for byggeriet, og byrådet besluttede onsdag aften at sende den er i fire ugers høring.

Panorama er stiftet af Michael Christensen og Peter Hald, og de har tidligere bygget blandt andet nyt pizzaria i Dronninglund.

- Det er vort hidtil største byggeri, fortæller Michael Christensen.

Endnu er der ikke udarbejdet økonomisk overslag over byggeriet. Det er planen at stikke spaden i jorden i begyndelsen af 2018.

Michael Christensen fortæller, at rækkehusbyggeriet, der bliver i stueplan og på 102 kvadratmeter, er tiltænkt borgere på 55+ og unge familier med 1-2 børn. Alle boliger får en lille have, skur og overdækket terrasse. Der bliver et 200 kvadratmeter stort fællesområde, hvor der blandt andet bliver et anretterkøkken. De øverste lejligheder i den tidligere skolebygning, forsynes med altan.

Da byrådet havde sagen på, fik projektet ros fra formand for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (K).

- Hele udvalget er glad for at komme i gang. Vi ser frem til, at det kan komme ud i høring, sagde han.

Eskild Sloth Andersen (S) opponerede imod, at der ikke er plads til halvanden bil per bolig i projektet.

- Jeg synes, det er betænkeligt, at vi klumper det så tæt sammen, at der ikke er plads til de biler, sagde han.

Men Karsten Frederiksen mente, at der var lavet en afbalanceret vurdering og pegede på, at der betales til P-fonden i stedet.

- Det kan bruges til at etablere andre parkeringspladser i området, sagde han.

Ifølge Michael Christensen er det Brønderslev Kommunes kampagen for bosætning, der gør, at der er kommet gang i hushandelen.

- Og når ældre sælger deres parcelhus, vil de måske gerne have en mindre lejebolig. I hvert fald kan vi konstatere, at der er stort behov for lejeboliger.

Mikael Klitgaard glæder sig over, at kampagnen slår igennem.

- Det samme billede oplever vi i Hjallerup og i Brønderslev.

I Brønderslev er det store Banegårdsprojekt i gang.

I Hjallerup har Eskot Erhvervsejendomme aktuelle planer om 30 boliger.

Der er inden for få år etableret 55 nye lejeboliger i Hjallerup, men markedet er langtfra mættet. Tværtimod, siger Mikael Klitgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden