Morsø

Nyt navn til arenaen i Nykøbing

Jyske Bank Mors Arena bliver til Sparekassen Thy Arena Mors

Arenaen i Nykøbing får nyt navn. Foto Claus Søndberg

Arenaen i Nykøbing får nyt navn. Foto Claus Søndberg

NYKØBING:Mors-Thy Håndbolds ligaspillere og andre brugere af arenaen i Nykøbing kommer fremover til at optræde i Sparekassen Thy Arena Mors.

Det er resultatet af et navneskifte, som sker, fordi Sparekassen Thy og Frøslev Mollerup Sparekasse bliver finansielle partnere for arenaen.

- Alle lokalsamfund har behov for, at så mange forretninger som muligt holdes lokalt. Derfor er vi også glade for, at vi i et stærkt lokalt fællesskab nu er blevet finansielle partnere for MFK A/S, der står bag arenaen i Nykøbing, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy, og Frank Bertelsen, direktør i Frøslev Mollerup Sparekasse.

- For mange er arenaen forbundet med Mors-Thy Håndbold og ikke mindst Bette Balkan. Men huset rummer en masse andre aktiviteter året rundt, og det er fantastisk, at vi kan være med til at skabe rammerne for gode lokale aktiviteter, koncerter og oplevelser. Det ligger dybt forankret i vores DNA, og vi glæder os meget til samarbejdet, udtaler de to direktører.

Med navneskiftet er der også et byggeri på vej. Pressemeddelelsen fortæller nemlig også, at anledningen til, at MKF A/S flytter finansieringen til Frøslev Mollerup Sparekasse og Sparekassen Thy, er, at der i forbindelse med flytning af fodboldaktiviteter til området omkring arenaen er behov for udvidelse af omklædningsaktiviteter.

- Det flugter fint med det lokale fokus, vi har i MKF A/S. Vi har haft et godt forløb og gode møder med de to institutter og er meget glade for, at vi nu har landet en aftale, siger Hans Riisager Holst, bestyrelsesformand i MKF A/S.

- Vi forventer i øvrigt, at byggeriet igangsættes snart, så de nye faciliteter står færdige til foråret, tilføjer han.

Den fælles aftale om finansieringen har ramt en model, der tilfredsstiller både Frøslev Mollerup Sparekasse og Sparekassen Thy - også selv om sidstnævnte bliver ene om at lægge navn til arenaen.

- Sparekassen Thy er jo klart den største og kommer med det største lån. Derfor finder vi det også helt naturligt, at arenaen kommer til at hedde Sparekassen Thy Arena Mors, siger Frank Bertelsen, direktør i Frøslev Mollerup Sparekasse.

Den snart 10 år gamle arena i Nykøbing har siden 2011 heddet Jyske Bank Mors Arena.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.