Nyt nederlag til Aalborg Pirates
Nordjyderne tabte testkamp i Herning med 3-4
HERNING: Aalborg Pirates tabte testkamp nummer tre på stribe, da aalborgenserne tirsdag aften blev slået 4-3 i Herning.
Et ungt nordjysk mandskab fik ellers en strålende start på kampen, da Sebastian Brinkmann Andersen bragte holdet i front.
Men kort før 1. periodes udløb kom hjemmeholdet på omgangshøjde. Udligningen faldt i power play.
I 2. periode løb piraterne også ind i flere udvisninger, og Herning bragte sig på både 2-1 og 3-1 i overtal.
Pirates var dog fortsat godt med, og det lykkedes i 3. periode Anders Thode at reducere for gæsterne, men glæden varede kort, for hjemmeholdet scorede igen og bragte sig på 4-2, inden Pirates fik et trøstmål syv sekunder før tid.
Pirates spiller endnu fire testkampe inden sæsonens første betydende kamp - nemlig 12. september, når man møder Frederikshavn White Hawks i Metal Cup.