Økonomisk julegave fra EU til Hjørring

Et samarbejde mellem Hjørring Kommune og Dalslands kommunerne i Sverige får nu 650.000 kr. fra EU - formålet er at skabe en mere bæredygtig udvikling og mindre afhængighed af fossile brændsler

I Hjørring Kommune er der cirka 6000 oliefyr, der forsyner husstande udenfor den kollektive forsyning. Nu har kommunen fået støtte fra EU til at gøre husstandene med oliefyr bl.a. mere energieffektive og bæredygtige. Arkivfoto: Carl Th.

I Hjørring Kommune er der cirka 6000 oliefyr, der forsyner husstande udenfor den kollektive forsyning. Nu har kommunen fået støtte fra EU til at gøre husstandene med oliefyr bl.a. mere energieffektive og bæredygtige. Arkivfoto: Carl Th.

HJØRRING:En af de store udfordringer i Hjørring Kommune, når der snakkes bæredygtig udvikling, er omkring 6000 oliefyr, som forsyner husstande udenfor den kollektive forsyning.

Kommunen vil med det nye samarbejde gøre husstande med individuel forsyning mere energieffektive, bæredygtige og mindre afhængige af fossile brændsler.

Det skal være let og fordelagtigt for borgerne, at skifte fra oliefyr til en mere bæredygtig forsyning, eller at supplere oliefyret med en mere bæredygtig forsyning.

Samtidig er det afgørende at borgerne ved, hvordan en eventuel økonomisk besparelse, en øget boligværdi og en bedre komfort kan se ud i netop deres bolig.

Gennemsigtighed for borgerne

Første skridt i projektet bliver at belyse de udfordringer og de forudsætninger, der er gældende for borgerne. Derefter skal de rette løsninger gøres synlige.

Ofte er det svært for den enkelte borger at se mulighederne, at kende de nyeste teknologiske løsninger og ikke mindst at finde den rette finansieringsmulighed.

- Borgerne skal belyse udfordringerne, og vi skal skabe mulighederne og samarbejdet mellem de forskellige aktører, fortæller Lisbeth Eeg, projektleder i Hjørring Kommune.

Erfaringer deles med Sverige

I de svenske samarbejdskommuner udgør oliefyr ikke i samme grad som i Hjørring en stor del af den individuelle opvarmningskilde. Men derfor er en indsats for en mere bæredygtig forsyning hos husstandene stadig en nødvendighed. Der er rigtig meget energi at spare, ved at få borgerne til at vælge mere bæredygtige løsninger.

De svenske kommuner vil derfor ligesom Hjørring sætte borgerinddragelse i fokus og dermed finde de rette løsninger for at skabe en mere bæredygtig udvikling.

- Ved at dele erfaringer og viden med de svenske kommuner, kan vi skabe de bedste forudsætninger for vores borgere. Sverige har i mange år arbejdet med borgerinvolvering, det kan vi lære en masse af her i Danmark. De danske kommuner har i mange år arbejde meget med energieffektivisering og bæredygtig udvikling, det kan de svenske kommuner lære en masse af. Derfor forventer vi en god synergieffekt i vores samarbejde, fortæller Lars Olsen, chef for Bæredygtig Udvikling i Hjørring Kommune.

Projektet starter i januar 2014 og foregår et år frem. Når projektet udløber, er der mulighed for igen at få støtte til et 3-årigt projekt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.