Leder

Også en minister skal stå på mål for sit arbejde

Jens Peter Rodian Svarrer  Chefredaktør Nordjyske Medier  Foto Lars Pauli

Jens Peter Rodian Svarrer Chefredaktør Nordjyske Medier Foto Lars Pauli

Det må da også være irriterende.

Journalister, der ringer på de mest ubelejlige tidspunkter og spørger til sager, som man slet ikke har lyst til at tale om. Har svært ved at forklare og forsvare.

Som minister kan man jo vælge at lade være med at reagere på pressens henvendelser og håbe på, at sagen stille og roligt dør ud. Som Mette Frederiksen har valgt at gøre over for NORDJYSKE i forbindelse med udligningsreform-roderiet, hvor vi trods adskillige forsøg stadig ikke kan få et interview med statsministeren. Eller som sundhedsminister Magnus Heunicke forleden morgen, da Danmarks Radios P1 ville høre til, hvorfor de tilgængelige værnemidler mod corona var blevet udråbt til de bedste af myndighederne - blot fordi de bedste ikke var til rådighed i sundhedsvæsenet på daværende tidspunkt.

En anden strategi kan være at sende et skriftligt svar. At bruge en mail til at forklare sin holdning i en sag, og så kan medierne ellers bruge citatet. Sådan som forsvarsminister Trine Bramsen greb sagen an, da vores gravergruppe i huset fulgte op på sagen om whistlebloweren Karin Iversen fra Sæby, som røg ud af Forsvaret og blev blacklistet i forhold til videre ansættelse hos samme arbejdsgiver. Ministeren lod sin presserådgiver sende et svar med ordlyden:

”Sagen er undersøgt ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse. På baggrund af en redegørelse vedr. sagen fra Personalestyrelsen har Forsvarsministeriet ikke fundet grundlag for at kritisere styrelsens håndtering af sagen”.

Og havde Karin Iversen håbet på en form for oprejsning, ja sågar en undskyldning fra minister Bramsens side, blev det lys slukket brat. Forsvarets politiske chef ville blot - igen skriftligt i samme mail fra presserådgiveren - sige:

”Forsvarets medarbejdere er kernen i et stærkt forsvar. Dem skal vi passe godt på. Derfor er det også utrolig vigtigt, at der er en kultur, hvor man kan sige fra, uden at blive mødt med repressalier. Jeg har således styrket Forsvarets whistleblowerordning for at sikre alle ansatte en tryg mulighed for at stå frem.”

Ja, hvem kan egentlig være uenig i disse pæne ord og intentioner?

Men hvor ville det have klædt forsvarsministeren, hvis hun havde haft mod nok til i et interview med vores journalister at stå på mål for, hvorfor en whistleblowerordning er nødvendig. Er der en kultur i Forsvaret, der modvirker, at ansatte stiller sig op og fortæller om uregelmæssigheder? Er der medarbejdere, der går ned, fordi de støder sig på kulturen, når de råber op?

Og ville der være gået noget af Trine Bramsen, hvis hun som forsvarsminister havde givet en undskyldning og beklaget, at det i Karin Iversens tilfælde gik galt med personlige og jobmæssige konsekvenser til følge? Næppe.

Det kunne ministeren godt have gjort uden at komme i konflikt med personalereglerne - og hun kunne have sendt et konkret signal ud i alle Forsvarets kroge om, hvor sympatien ligger i den slags sager. Og så sandelig også til alle os, der betaler regningen for militærets gøren og laden.

Reelt blev det dog kun til en stort set intetsigende mail - og det er blevet en uskik blandt politikere: At forsøge at sno sig af krogen via et dygtigt spinmaskineri, når der opstår ubehageligheder, og så lukrere på, at der ikke kommer uventede og opfølgende spørgsmål.

Er det for meget at minde om, at de folkevalgte netop har fået et mandat til at regere? I al stilfærdighed vil jeg påpege, at ”minister” betyder ”tjener” - altså én, der betjener folket og er rede til at forklare sig og stå på mål for sit arbejde.

God søndag

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.