Olesen: Brændte chancer kostede
Den missede finaleplads kan White Hawks takke spildprocenten foran mål for, mener tirsdagens enlige White Hawks-målmager
Opdateret 05. april 2017 kl. 14:45
FREDERIKSHAVN: Han var syv minutter fra at blive den største frederikshavnske ishockeyhelt i flere år. I stedet kom han ud af omklædningsrummet med våde øjne. Igen blev semifinalen endestation for White Hawks.
Frederikshavn White Hawks’ Nick Olesen bragte høgene på finalekurs med sit mål til 1-0 i tirsdagens altafgørende semifinalekamp.
Stillingen holdt til godt og vel seks minutter før tid, hvor gæsterne fra Esbjerg Energy udlignede.
Med under et minut igen gjorde de forsvarende mestre fra Esbjerg så endegyldigt kål på Frederikshavns mesterskabsdrømme med målet til 2-1 i Scanel Hockey Arena.
- Vi lod dem score to mål til sidst. Nu er vores sæson færdig. Længere er den ikke, siger Nick Olesen.
For andet år i træk tabte frederikshavnerne den syvende semifinalekamp på trods af hjemmebanefordelen.
Og for fjerde år i træk skal nordjyderne nu ud at spille om bronze i stedet for guld og sølv.
Nordjyderne havde tirsdag aften ellers mulighederne for at udbygge 1-0-føringen i anden periode, og i alt gav fem overtalsperioder nul mål i syvende semifinalekamp.
- Jeg synes, vi har spillet en rigtig god serie. Vi spillede også godt i dag, men vi scorede ikke på vores chancer, siger Nick Olesen.
Nu venter to bronzekampe mod Odense, mens de forsvarende mestre fra Esbjerg Energy møder Aalborg Pirates’ banemænd, Gentofte Stars, i finalerne.