Ond cirkel snærer hårdere
Ejerforeningen Lyngby Mølle forsøger at få politisk lydhørhed for ophævelse af hotelpligt på deres feriecenter

Ejerforeningen Lyngby Mølle kæmper fortsat for at få ophævet hotelpligten. Arkivfoto: Bente Poder
NR. LYNGBY: De to seneste salg af ejerlejligheder i Lyngby Mølle Feriecenter har været gennem en tvangsauktion, og flere andre ejere har i årevis stået med en lejlighed, de ikke kan få solgt.
- Ved den seneste tvangsauktion blev en ejerlejlighed til 400.000 kr. solgt for 70.000 kr. Andre sidder også med tab, når de sælger i almindelig handel. Vi er inde i en ond cirkel, som vi på en eller anden måde skal ud af, siger Jørgen Vestergaard, formand for ejerforeningen Lyngby Mølle.
Flere af de 50 ejerlejligheder står tomme, og ifølge hjemmesiden boliga.dk har fire lejligheder været til salg i meget, meget lang tid. En af lejlighederne har en liggetid på 2044 dage.
For nogle måneder siden vedtog Hjørring Kommune efter anmodning fra ejerforeningen en ny lokalplan for feriecentret, som skal åbne for en modernisering, herunder en bredere anvendelse af fællesbygningen.
- Vi ønsker at få ophævet hotelpligten, fordi den bliver mere og mere belastende for økonomien og gør det vanskeligere at sælge. Derfor har vi henvendt os til miljøminister Ida Auken (SF), men de svar vi får er som goddag mand økseskaft. Hun forstår ikke vores problemer. Det hun giver er aktiv dødshjælp til feriecentret, fordi hun siger nej til at ophæve hotelpligten, understreger Jørgen Vestergaard.
Derfor forsøger ejerforeningen at gå en anden politisk vej med politisk vej med et møde søndag 7. april kl. 10 i centret. Her deltager de to folketingsmedlemmerne Bjarne Laustsen og Karsten Lauritsen samt borgmester Arne Boelt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.