Oplevelse i vente for livsnydere
Gastronomiske lækkerier på menuen i Løgstør 22. april

Hans Jørgen Madsen, Glenholm Vingård, vil byde på smagsprøve af Danmarks bedste vin fra Himmerland, når deltagerne når tilbage til Pavillon Christiansminde. Arkivfoto: Martin Damgård
Galleri - Tryk og se alle billederne.

LØGSTØR:Løgstør bliver søndag 22. april ramme om et arrangement, hvor deltagerne bliver budt på de ypperste vine, gastronomiske oplevelser med råvarer fra egnen, kulturelle oplevelser med forskellige kunstnere, sejltur på Kanalen eller togtur langs Kanalen og ikke mindst stemningen fra den smukke natur, der omgiver Løgstør og ikke mindst kanalen. Kanal Gourmet & Kultur Rallyet er titlen, som Lions Club Løgstør har givet arrangementet, der laves i samarbejde Pavillon Christiansminde, Kanalfogedens Køkken, Mesterslagteren, erhvervsfiskeren Dan Langgaard, Mesterslagteren, Guldbageren, Ostemanden fra Vindblæs, Rokkedahl Kyllinger og Sanne og Brunos Biavl, begge Kølby, Fur Bryggeri, Glenholm Vingård, Ølbilen, samt en række råvareproducenter og leverandører af vine, øl fra minibryggerier, speciallavede oste og meget mere. På det kulturelle område stifter deltagerne bekendtskab med maleren Birthe Kjærsgaard, Fætter Orla, Knud Høirup, forfatteren Pia Grandjean Odderskov og får en prøve i affaldstrekanten af Tina Bjerre, Renovests Skraldeskole. Smagsoplevelser Målet med arrangementet, der er åbent for alle interesserede, er at give deltagerne en oplevelse af Løgstør og de gastronomiske tryllekunstnere, der er på egnen. Kanal Gourmet & Kultur Rallyet vil blive holdt som en mini orienterings-gåtur ved og omkring kanalen. Med mellemrum er der opstillet boder, hvorfra deltagerne bespises med smagsprøve på en række forskellige fødevarer. Hertil serveres smagsprøve på vine og forskellige slags øl fra Fur Bryghus og Ølbilen. Alt sammen mad og drikkevarer, der stammer fra Løgstøregnen. Under Kanal Gourmet & Kultur Rallyet vil der ved udleveringsstederne blive forskellig slags underholdning, leveret af kunstnere fra eller med tilknytning til Løgstør. Fra Lendrup vil deltagerne blive sejlet eller kørt med tog tilbage til Løgstør, hvor turen fortsætter. For at sikre deltagerne, der sendes af sted i hold, de maksimale oplevelser, så vil der være en guide tilknyttet hvert hold. Guider der vil fortælle gæsterne om de steder, der passeres og de ting man kan se omkring sig. Stor opbakning - Vi har fået en fantastisk opbakning fra alle sider til arrangementet, siger Benny Christensen, der er formand for Lions Club Løgstørs arrangementsudvalg. - Kanal Gourmet & Kultur Rallyet bliver en oplevelse for livsnydere, der er klar til en rask travetur på omkring seks kilometer. Der bliver start og stop ved Pavillon Christiansminde, hvor der ved afslutningen af ruten inviteres på kaffe og marked. Her vil deltagerne kunne købe den mad og de drikkevarer, som man har smagt på under turen. For at sikre sig, at deltagerne får det optimale udbytte af turen, har Lions Club Løgstør sat et maksimalt antal deltagere på 240 gæste. Tilmelding og yderligere informationer kan hentes på hjemmesiden www.kanalrally.dk. Planen er, at arrangement skal blive et tilbagevendende arrangement i Løgstør. Lions Club Løgstør vil nemlig lave det til en fast tradition, at der hvert forår laves et Kanal Gourmet & Kultur Rally i Løgstør.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.