Otte DM-medaljer til Hadsund-roere

Peter Rytter Munk og William Wisholm vandt sammen sølv i dobbeltfirer og bronze i dobbeltsculler ved DM-stævnet i Holstebro. Privatfoto
Peter Rytter Munk og William Wisholm vandt sammen sølv i dobbeltfirer og bronze i dobbeltsculler ved DM-stævnet i Holstebro. Privatfoto

Roerne fra Hadsund viste masser af kraft på vandet ved årets DM i roning på Vandkraftsøen i Holstebro. Sammenlagt blev det til fire sølv- og fire bronzemedaljer.

I seniorherrernes dobbeltfirer var Hadsund Roklubs kvartet: Peter Rytter Munk, Jens Noll Nielsen, William Wisholm og Mikkel Knudsen i konkurrence med en række af landets allerbedste roere, men gik alligevel uimponeret til opgaven. Holdet var med i front straks fra start, og måtte i sidste ende kun se sig slået af guldvinderne fra Bagsværd Roklub.

Individuelt blev det også til en sølvmedalje til Jens Noll Nielsen i letvægtssinglesculler, kun overgået af holdkammeraten fra VM tidligere på året, Mathias Larsen fra Odder.

Peter Rytter Munk og William Wisholm stillede til start i seniorherrernes dobbeltsculler og roede sig ved fælles hjælp til en bronzemedalje efter guldvinderne fra DSR og sølvvinderne fra Odense.

Bronze blev det også til Peter Rytter Munk i herrernes åbne klasse i singlesculler. Dermed har Hadsundroeren i alt tegnet sig for fire DM-medaljer i sæsonens løb, eftersom han tidligere på året vandt guld i U23 klassen i singlesculler.

Ninna Pedersen og Astrid Filtenborg blev nummer tre i seniordamernes toer uden styrmand senior, og senere opnåede de sammen med Liane Vestergaard og Agnete Munk samme placering i juniorernes dobbeltfirer.

Mikkel Knudsen stillede til start i singlesculler blandt de ældste juniorer og forvandlede i Holstebro sidste års bronzemedalje til en medalje af sølv.

Endelig blev det også til sølv til Michael Blomstrand i veteranernes singlesculler.

Ved siden af DM-stævnet blev der også afviklet en række løb for yngre roere. Her nåede både Haris Alagic og Ida Blomstrand helt til tops i singlesculler for de 12 til 14 årige, og begge afslutter dermed deres junior C-periode som guldvindere. Næste år gælder det den ældre junior B klasse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden