Overskud til Skagen Festival
Sommerens festival på Danmarks top var en succes både musikalsk og økonomisk
SKAGEN: Lørdag eftermiddag holdt Skagen Festival generalforsamling, og gjorde blandt andet status på årets festival, og afslørede tillige navnene på den festival der kommer til sommer - nummer 48 af slagsen.
- Vi kan se tilbage på en vellykket og veloverstået Skagen Festival 2017 med mange glade gæster, fire fantastiske dage med 83 koncerter. En stor skare af entusiastiske og hårdtarbejdende frivillige. Og en stor tak til metrologer, der tog så grueligt fejl, for vejret på toppen blev ikke som varslet, udtaler formanden for Skagen Festivalen, Lis Jensen.
Festivalen har gennem årene tilpasset sig den rivende udvikling, som denne genre har gennemgået, så der i dag præsenteres folkemusik i alle afskygninger.
- Efter festivalen gennem flere år har oplevet et vigende salg, kan vi nu se at vi på den kunstneriske side, at vi er der hvor vores publikum er. Et super godt musikprogram er årsag til at alle koncerter har været godt besøgt, og udsolgte koncerter fik vi også, siger Lis Jensen.
Festivalens revisor gennemgik regnskabet, som viste et overskud på 192.000 kroner, og under punktet valg til bestyrelsen var der genvalg til henholdsvis Ole Lykke Henriksen, Kate Løvgren og Lis Jensen.
Herefter præsenterede musikudvalget ved Dorthe Kold et musikprogram som byder på en række spændende kunstnere og nye bekendtskaber på scenerne i 2018.
Hun fortæller stolt, at der kommer et udpluk af de store kendte danske navne, som Tina Dickow, Michael Falch og Anne Linnet samt en lang perlerække af kunstnere fra den internationale folk-scene. Konkret ser programmet for festivalens store scene i Skagen Kultur- og Fritidscenter ud som følger:
Torsdag: Dissing og Las og Anne Linnet
Fredag: Lis Sørensen og Michael Falch, begge med band.
Lørdag eftermiddag er der Festival Session ledet af MC Hansen. Lørdag aften gentages den store danske sangskriveraften med Annika Aakjær, Peter Viskinde, Fromseier og Hockings samt Carl Emil Petersen. Tina Dickow slutter aftenen af.
Et nyt tiltag på den kommende festival er, at der torsdag bliver arrangeret en danseworkshop med en underviser ud i de særlige fanøske folkedanse. Senere torsdag er der koncert med Fristadskapellet, med efterfølgende bal. Det foregår alt sammen i Kulturhus Kappelborg.
Hele lørdagen på Kappelborg står i Bluesmusikkens tegn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.