Overvågning af hjem eller firma
Trådløse netværk har gjort mange ting lettere - nu også video-overvågning.
Billederne fra dette lille videokamera sendes over det netværk, de fleste har i forvejen. Kameraet har stik til kablede netværk, men med den trådløse teknik behøver du ikke bekymre dig om andre ledninger end det til stikkontakten. En simpel trin-for-trin guide hjælper dig med opsætningen, og kameraets indstillinger kan styres fra en almindelig weblæser. Kameraet har indbygget mikrofon, så du også får lyden med. Og med den digitale bevægelses-sensor kan kameraet automatisk sende en email, når der er suspekte bevægelser i billedet. Via internet kan du løbende se, om håndværkeren roder i barskabet - eller hunden gnaver i sofaen. Dramaet kan også følges på mobilen med en dertil indrettet app. Apparatet hører til i den billige ende, og på nogle punkter mærker man, hvor der er sparet. Opløsningen er forholdsvis grovkornet (640 x 480), så på afstand kan det være svært at skelne detaljer som ansigtstræk og nummerplader. Det er værst i svagt lys, så til mørke lokaler anbefales et kamera med infrarød teknik (f.eks. DCS-932L fra samme producent). Kameraet er heller ikke vandtæt, så det bør kun monteres inden døre. Men til mange formål er her en enkel og velfungerende løsning, der om nødvendigt kan udbygges med flere kameraer. D-Link DCS-930L Set til 539 kr. (www.kortlink.dk/aazs) Mere information: www.kortlink.dk/aazt PLUS: Lav pris. Nyttige finesser. MINUS: Kræver lys. Virker lidt skrøbeligt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.