Påsat brand: Kat brændte inde
29-årig anholdt og sigtet for at have sat ild på kolonihavehuse i Nørresundby
Opdateret kl. 15:25
NØRRESUNDBY: En 29-årig mand fra Aalborg blev ved 01.15-tiden natten til mandag anholdt af Nordjyllands Politi efter en voldsom brand i et kolonihavehus på Aablink i Nørresundby.
Kolonihavehuset var overtændt, da Nordjyllands Beredskab og politiet ankom til stedet ved godt 23-tiden i aftes.
- Da branden var slukket, fandt brandfolkene en død kat i det nedbrændte hus, og der var nogle omstændigheder, der gjorde, at vi fik mistanke om, at branden var påsat. Efter forhøringer i området anholdt vi en 29-årig mand, som sidder til afhøring på politigården, oplyser vagtchef Michael Elkjær.
Når den 29-årige er afhørt skal juristerne afgøre, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.
Brandstedet skal senere mandag undersøges af politiets brandteknikere.