Sigtet for påsat brand løsladt af retten
Retten i Aalborg fandt ikke, at der var beviser nok til at fængsle en 29-årig mand for kolonihavehus-brand
NØRRESUNDBY: En 29-årig mand blev mandag eftermiddag løsladt efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor manden var sigtet for at have sat ild til et kolonihavehus på Aablink i Nørresundby.
Retten i Aalborg mente ikke, at der var tilstrækkelige beviser for, at han havde sat ild til kolonihavehuset, der udbrændte søndag aften.
Efter politiets opfattelse var der ellers en række omstændigheder der gjorde, at man mente, at branden var påsat. Og mistanken blev hurtigt rettet mod den 29-årige mand, oplyser anklager Thomas Klingenberg.
Men i sin kendelse lagde retten til grund, at det ikke med sikkerhed var fastslået, at der var tale om en påsat brand. Derudover lagde retten vægt på en sms-korrespondance mellem den 29-årige og ejeren af kolonihavehuset.
Den 29-årige havde sendt en sms til kolonihavehus-ejeren, hvori han truede med at brænde huset ned, men i kendelsen lagde retten til grund, at ejeren af kolonihavehuset havde skrevet først, hvori hun selv opfordrer den 29-årige til at brænde huset ned, mens hun er væk.
Den 29-årige afgav forklaring i retten for lukkede døre. Thomas Klingenberg oplyser, at sigtelsen mod manden er opretholdt, og at sagen fortsat efterforskes - blandt andet skal brandteknikere fastslå brandårsagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.