Pandrup-bokser helt til tops ved JM
Trods fire nordjyder i finalerne, var Frederik Lundgaard Jensen ene om at tage guld i Aarhus
AARHUS: Fire nordjyder havde chancen for at blive jysk mester, da der søndag eftermiddag blev bokset finaler ved JM i Aarhus.
Det lykkedes dog kun for Pandrup Bokseklubs Frederik Lundgaard Jensen at nå helt til tops i 56 kg klassen. Han havde ikke de store problemer med at besejre lokale Ali Metasher. Han havde ham i gulvet i anden omgang og vandt sikkert 3-0. Der opstod dog kortvarigt forvirring efter kampen, da aarhusianeren blev udråbt som vinder. Fejlen blev dog hurtigt rettet af ringannounceren.
Klubkammeraten fra Pandrup, Firas El-Sayed, tabte til gengæld sin finale i 60 kg klassen klart til Alix Sennels fra BK Nørremarken Vejle. Firas El-Sayed boksede alt for passivt undervejs.
I 69 kg klassen var Sune Heltberg fra AK Jyden på vej mod en overraskende sejr over Mikkel Nielsen fra Olympia Odense, da han blev stoppet af en øjenskade med blot ét minut tilbage af opgøret.
Også AK Jydens Søren Rasmussen havde stor ære af sin finale i 75 kg klassen. Han tabte 1-2 til Lasse Christensen fra Esbjerg BBK, selv om han virkede til at være den mest aggressive af de to. Dommerne valgte dog at belønne vestjyden for den mere tekniske boksning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.