Panik fra først til sidst

Ikke nok med, at Danmark har vist sig at have bemærkelsesværdigt mange fritids- eller hobby-virologer, der uden videre kan kloge sig i smitte- og kontakttal, risikovurdering og det rimelige i hver enkelt restriktion.

Nu har landet tilmed fået et væld af fritids- og hobby-samfundsøkonomer, der uden besvær kan skære igennem og kloge sig på dansk minkavl og det rimelige i nærmest at hulmursisolere en underskudsgivende, i store træk dødsdømt branche med op imod 19 milliarder kroner. Med det hele, altså erstatning, lukkeomkostninger, omstilling, nedrivning af anlæg og meget mere.

I sig selv er næsten 19 milliarder kroner så uoverskueligt et beløb, at nogle har grebet til at sammenligne med prisen på Storebæltsforbindelsen - mens andre meget nøje har udregnet, hvad der i gennemsnit bliver til hver enkelt ribbet minkavler. Uden at tage hensyn til, at nogle avlere tydeligvis har været langt mere forgældede end andre.

Bag mange af reaktionerne, der ofte er drevet af forargelse, ligger på det helt personlige plan en af de syv dødssynder, misundelse.

Tonen lyder noget i retning af:

Hvad ligner det, at minkavlerne skal tilgodeses med 19 milliarder kroner, når andre tidligere er blevet afskediget uden at få del i tilsvarende favorable ordninger?

Og hvad med andre, der på samme måde er blevet alvorligt ramt af coronaepidemien på det seneste? Hvad er der til dem? Skal de måske ikke også have et eller andet? Og næste gang politikere påstår, at der sandelig ikke kan afsættes penge til det ene eller det andet andet - så husk at minkavlerne fik næsten 19 milliarder kroner!

Den helt afgørende forskel er, at der med minkavl er tale om en branche, der reelt er jævnet med jorden - med væsentligt forringede muligheder for nogensinde at komme op i omdrejninger.

Og skulle danske avlere endelig en dag få nyt greb i verdensmarkedet, bliver det slet ikke som i branchens bedste år i Danmark.

Det eneste, erstatningerne ikke må blive brugt til, er at glemme. Glemme, at hele forløbet har været præget af panik fra først til sidst.

Panik i beslutningen om at lukke erhvervet ned og aflive alle mink - endda uden lovgrundlag, som først er faldet på plads længe efter.

Panik i forbindelse med aflivningen. Panik inden beslutningen om grave nogle af de aflivede mink ned.

Panik under nedgravningen.

Panik, da det viser sig, at minkene skal graves op igen. Panik, da det på et tidspunkt trækker ud med den særlige tempobonus til de avlere, der har været hurtigst til at komme af med dyrene.

Panik, panik, panik. Og mere end rigeligt at lære noget af til en anden gang. For eksempel at langt flere instanser skal involveres, før man en anden gang måske griber til at aflive et helt erhverv.