Penge til udvidelse af Nørhalne Hallen
Kommunal støtte på fem mio. kr. til projektet
JAMMERBUGT: Et stort ønske i Nørhalne om en udvidelse af hallen kan nu gå i opfyldelse. Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget gav torsdag eftermiddag tilsagn om en samlet pulje på fem mio. kr. til anlægsopgaven.
Det var et enigt udvalg, som nikkede til de fem mio. kr., oplyser udvalgsformand Helle Bak Andreasen (V).
Derimod var der ikke flertal for at øge det nuværende driftstilskud med op til 50.000 om året til den ”ny” og større Nørhalne-hal. Det borgerlige flertal i udvalget sagde nej, mens et mindretal sagde ja.
Udvalgsformand Helle Bak Andreasen (V) siger, at den udvidede hal i Nørhalne giver mulighed for øgede indtægter, bl.a. i kraft af et nyt motionscenter.
- Desuden har vi i forbindelse med tidligere udvidelser i Brovst og Skovsgaard sagt nej til at øge driftstilskuddet, siger Helle Bak Andreasen som begrundelse for et nej til de op mod 50.000 kr. ekstra til drift.
- Vi er superglade for, at vi nu har mulighed for at komme i gang med en udvidelse, siger Claus Svendsen, formand for Idrætsforeningen Fremad Nørhalne.
Han tror, det nok skal lykkes at få projektet sat på skinner, selv om det ville have været rart med det ekstra driftstilskud.
- Det er en sag, vi lige skal have drøftet på et bestyrelsesmøde i den kommende uge, siger Claus Svendsen.
Hal-udvidelsen skal også igennem økonomiudvalg og kommunalbestyrelse, men med enighed i Kultur-, Fritids-, og Landdistriktsudvalg giver det næppe problemer.
- Jeg ved ikke om vi kan nå det, men det ville være dejligt, hvis vi kan tage første spadestik til udvidelsen i september i år, siger Claus Svendsen.
Budgettet for udvidelsen lyder på 7,4 mio. kr. eksklusiv moms. IF Fremad Nørhalne bidrager selv med to mio. kr., bl.a. frivilligt arbejde for 500.000 kr.
Der var i forvejen afsat 500.000 kr. på den kommunale anlægsramme for 2016. Til finansieringen skulle der altså bruges yderligere godt 4,8 mio. kr. fra kommunen til anlægsopgaven. Men her har udvalget sagt en samlet pulje på i alt fem mio. kr., altså godt 300.000 kr. under det ønskede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.