Penge til værft: Se hvad de blev brugt til
FiskerLag Nord var på rundtur i Frederikshavn Kommune
FREDERIKSHAVN: Jobi Værft i Strandby er en af de maritime virksomheder, der kan nyde godt af den økonomiske støtte, som FiskeriLag Nord deler ud hvert år.
Foreningen FiskerLag Nord har til formål at støtte op om udviklingen af det martime erhverv i Frederikshavn- og Hjørring Kommuner.
Foreningen var fredag på rundtur i Frederikshavn Kommune - en rundtur, der med al tydelighed viste, hvilken forskel den økonomiske støtte har betydet for små og mellemstore martime virksomheder i kommunen.
Turen begyndte i Strandby, hvor Jobi Værft A/S i 2016 fik et økonomisk tilskud på en million kroner fra FiskerLag Nord, som virksomheden brugte til at lave en udvidelse på 2500 kvadratmeter.
Derfor havde værftet - med 42 ansatte - slået dørene op og fundet kaffekanderne frem, så dagens gæster kunne se, hvad tilskuddet fra FiskeriLag Nord var brugt til.
- Det var et tilskud, som betød, at vi kunne udvide og få mere moderne faciliteter. Og med mere plads og bedre omgivelser, fik vi også muligheden for at udvide antallet af medarbejdere, så det har i høj grad resulteret i vækst hos os, fortæller Bjarke Faurholt Jensen, som er produktionsdirektør hos Jobi Værft A/S.
Med sig havde FiskeriLag Nord et par gæster, deriblandt Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen (S), som var imponeret over at se resultatet af det tilskud, som FiskeriLag Nord årligt deler ud.
- At komme her og opleve, at den tanke, der ligger bag FiskeriLag Nord - at man kan understøtte virksomhederne i at skabe vækst og arbejdspladser - det fik vi virkelig syn for her i dag med helt konkrete eksempler, lød det fra Birgit S. Hansen.
Hos Jobi Værftet var man efterfølgende meget glade for besøget fra både foreningen og borgmesteren.
- Det er skønt, at der er nogen, der interesserer sig for små og mellemstore virksomheder - at det ikke altid er de store virksomheder, der er i fokus. Det gør en forskel for os at få den slags opmærksomhed, både politisk og finansielt, siger Bjarke Faurholt Jensen.
FiskeriLag Nord uddeler hvert år - frem til 2020 - omtrent 1.600.000 kroner til maritime virksomheder med under 50 ansatte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.